Jeg har lært ikke at være bange

Mathias drømmer om at skabe en virksomhed, der samler hele hans familie og alt det, han kan. Energien og modet til at forfølge iværksætterdrømmen henter han hos sin familie, sin chef og sine undervisere – og så i alle de fejl, han har lavet indtil nu, for det er dem, man lærer noget af.

10 sekunders mod. Og en dyb vejrtrækning.

Mere skal der ikke til for at hoppe ud i en god idé, gøre den til et spændende projekt og lære noget værdifuldt undervejs. Og selv om det kan være svært, så er det modet til at gøre det alligevel, som har ændret Mathias Birkeslund Nielsens opfattelse af, hvad der er muligt.

”Jeg har lært ikke at være bange. Og i stedet tænke: Hvad er egentligt det værste, der kan ske?” fortæller han.

Tro på drømmen

Men sådan har det ikke altid været. For selv om hans forældre altid har sagt, at han kan blive, hvad han vil, bare han kæmper for det, så var Mathias langt fra overbevist i de første år på egne ben, hvor han boksede lidt med at finde mål og retning. Han tog en HG sådan lidt lala og arbejdede derefter et halvt år. Her blev det hurtigt klart, at han var nødt til at få en ordentlig uddannelse for at blive det, han gerne ville, men indtil da havde haft svært ved at tro på; nemlig iværksætter.

”Jeg blev mobbet en stor del af min folkeskoletid, og det sætter sine spor. En del af mig siger: det skete for længe siden, du er en anden nu. En anden del siger: det kan du ikke, for det sagde alle de andre. I dag tror jeg på, at historien kan skrives om, men rejsen har bestået – og består – af mange små skridt,” fortæller han.

Find den gyldne middelvej

Det første var at tage EUX-eksamen, som modnede ham både menneskeligt og på karakterbladet. Herefter søgte Mathias ind på erhvervsakademiets serviceøkonom-uddannelse, hvor han havde meget fokus på studiet og lektierne. Efter eksamen fortsatte han på professionsbachelor-uddannelsen i innovation og entrepreneurship, hvor han fandt en fin middelvej i forhold til at passe både studie, arbejde og sit sociale liv. En udvikling, som har fået ham til at tænke over, at det faktisk er ved at brænde fingrene, at man lærer noget og kommer videre.

”Uden fejl ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag. Det var jo faktisk en fejl, at jeg ikke klarede HG godt nok til ikke at behøve at søge ind på EUX. Men det tvang mig til at se det i øjnene og komme videre. Og gennem flere skridt fandt jeg så den vej, som gør, jeg nu er et sted, hvor jeg er tættere på min drøm end nogensinde,” siger han.

Jord under neglene

Det skyldes ikke mindst underviserne på uddannelsen, som lærer de studerende ikke at være bange for at hoppe ud i det ukendte.

”De får en til at føle: Ok, helt ærligt, hvad er det værste, der kan ske? Måske lykkes det ikke, men så har du lært noget, og under alle omstændigheder får du noget erfaring med dig. Energien og den gode følelse af: hvorfor prøver du ikke bare? Den er guld værd, for den gør, at man tør stole på sine evner og sin drøm,” siger Mathias.

Og så ved underviserne, hvad de snakker om.

”Skolen er rigtig god til at hive erhvervsfolk ind som undervisere. Folk, der selv har haft jord under neglene i stedet for nogle, der bare fortæller, hvordan andre skal få jord under neglene,” siger han.

Netværk og mod

Underviserne deler deres netværk, skaber kontakt til relevante virksomheder og stiller gode spørgsmål til idéerne, så de hurtigt bliver flyvefærdige.

”Efter 14 dage på akademiet havde vi et projekt på fem dage, som sluttede med, at jeg lavede en virksomhed sammen med fire medstuderende. Og så har jeg startet en anden virksomhed op alene som et supplerende fritidsjob. Havde jeg været alene, ville jeg aldrig turde gøre det. Men her får man virkelig lyst til at bare at gøre det og så tage slagene hen ad vejen – sammen med de andre. Det er en sikkerhed, jeg har fået: der er altid nogen til at gribe dig.”

Gode hverdagsrollemodeller

En anden hjælper fik Mathias i sin chef hos Starbucks, hvor han arbejdede under studiet. Hun var åben over for hans nysgerrighed og gav ham bl.a. lov til at prøve sig selv af som leder. Allermest henter han dog mod og energi hos sin familie, som han jævnligt spørger til råds.

”De er mine hverdagsrollemodeller, fordi de har så meget mere erfaring ift., hvor jeg er nysgerrig og gerne vil afprøve nogle ting. Jeg lærer meget, når de stiller mig spørgsmål og giver feedback på mine tanker,” siger han.

Drømmen er at eje en paraply-virksomhed, som kombinerer alt det, han kan, til en fuld pakke. Fx ved ikke blot at lave events for kunder, men også udleje lokaler eller tage sig af alt det fysiske, der støtter op om deres forretning som fx receptioner, mødeafvikling etc.

Drømmen er en familievirksomhed

”Her er det oplagt, at mine forældre skal være med. Både de og jeg har haft forskellige trælse job-oplevelser i tidens løb. Derfor er mit store ønske at skabe en familievirksomhed, hvor vi kan samarbejde på en værdifuld måde, og hvor de ikke skal stå skoleret over for forskellige chefer. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig,” siger Mathias. Han laver stadig masser af fejl og ser det ikke som et pres at skulle ud og have et job. Tværtimod ser han det som noget positivt, at han som iværksætter har friheden til at skabe sit eget liv og sin egen fremtid.

”Gennem min uddannelse har jeg fået virkelig meget energi og lyst til at gøre det, jeg drømmer om. Derfor er jeg i dag også et helt andet sted i min indre overbevisning om, hvad der kan lade sig gøre. Nu tror jeg faktisk på, at jeg kan blive, hvad jeg vil, bare jeg kæmper for det,” siger han.