Fra skoletræt til vild med kemi

Casper Mikkelsen er lige nu i gang med sin kandidatafhandling om identifikation af proteiner i samarbejde med Novo Nordisk. I folkeskolen var det at sidde stille og tilegne sig viden ikke nemt, men i dag synes han ligefrem kemi er spændende

Kandidatuddannelsen i fødevarevidenskab på Københavns Universitet foregår på engelsk, og afhandlingen skrives hos en virksomhed, hvor den studerende arbejder med et konkret projekt fra virksomheden.

Kandidatgrad lå ikke i kortene

31-årige Casper Mikkelsen er i gang med sin afhandling på kandidatuddannelsen som meget kort fortalt handler om identifikation af proteiner i samarbejde med Novo Nordisk. At læse en kandidat på Københavns Universitet var ellers ikke en del af fremtidsmulighederne de første år efter folkeskolen, som foregik i Tilst ved Aarhus.

”Da jeg gik ud af 10 klasse var jeg ikke særlig god i skolen. Jeg havde svært ved at sidde stille, og var ikke god til at opsnappe viden. Derfor ville jeg lave noget mere praktisk, og da jeg altid har haft en passion for mad og fødevarer besluttede jeg mig for en uddannelse til kok,” siger Casper Mikkelsen.

Pause gav tid til overvejelse

Han afsluttede elevtiden i køkkenet på Cafe Englen i Aarhus, hvor han også fik sit første job. Senere flyttede han til Kolding til et job som souschef på Estakaden – en fiskerestaurant på havnen. Men da restauranten skulle lukke for en stund i forbindelse med en havneudvidelse, får Casper Mikkelsen en tiltrængt tænkepause.

”Jeg kunne mærke en træthed over de mange arbejdstimer, skæve arbejdstider og meget weekendarbejde, som er en del af det at være kok. Derfor brugte jeg pausen fra mit arbejde til at tænke over, om jeg skulle noget helt andet. I den forbindelse fandt jeg frem til en uddannelse i Vejle, som handlede om fødevarer, og hvor min erhvervserfaring var adgangsgivende.”

Tilbage på skolebænken

Casper Mikkelsen søgte ind og blev optaget på akademiuddannelsen til procesteknolog på Erhvervsakademiet Lillebælt med studiestart nogle måneder senere. Det var en uddannelse som handler om produktion af fødevarer, og hvor han altså kunne bygge videre på det han havde beskæftiget sig med som kok. Alligevel var det lidt skræmmende i starten at skulle tilbage på skolebænken.  

”Jeg fandt dog hurtigt ud at, at jeg var et andet sted end i folkeskolen. Jeg var ikke alene blevet god til at tilegne mig viden, men synes også det er en god fornemmelse at studere. Det skyldes også, at uddannelsen forstod at håndtere os der kom fra det praktiske arbejdsliv. Den måde der blev undervist på formåede at skabe interesse og ikke hægte nogen af. Jeg fandt også ud af, at kemi er sjovt, og derfor valgte jeg procesteknologilinjen på uddannelsen, da det var den linje, som har mest kemi i sig.”

Kurs mod kandidatuddannelse

Casper Mikkelsen blev så bidt af uddannelse, at han allerede på akademiuddannelsen beslutter sig for, at det er en kandidatuddannelse i fødevarevidenskab, som er det han skal. Vejen dertil gik via en såkaldt top-up uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus, hvor man med en overbygning på halvandet år kan ’toppe sin akademiuddannelse op’ til en professionsbacheloruddannelse.

”Det var et super-godt forløb på Erhvervsakademi Aarhus, som gik så hurtigt, at det først var på kandidaten, at det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde lært på det halvandet år. Det var for eksempel en stor fordel, at uddannelsen i Aarhus foregik på engelsk, da kandidaten også foregår på engelsk. Derfor var alle fagtermer etc. på plads fra begyndelsen, og jeg havde en god overgang fra bachelor til kandidat. ”

Erfaring, disciplin og arbejdsmoral hjælper på kandidatstudiet

Casper Mikkelsen føler ikke der er den store forskel på studerende på kandidatuddannelsen, som har gået den boglige vej, og studerende som ham selv, der har været ude at arbejde nogle år først.

”Akademiuddannelsen og overbygningen til bachelor har helt sikkert givet mig de rette kompetencer til at læse en kandidat. Jeg føler mig godt rustet, og dertil kan jeg mærke, at mine år som kok også giver en ballast til studiet. Både i form af erfaring fra erhvervslivet, men også disciplin og arbejdsmoral. Jeg er godt trænet i begge dele efter de mange timer i forskellige køkkener.”

Lige nu er han og kæresten ved at flytte, da de gerne vil ud af København og finde et sted med jord til egne grøntsager, luft, plads og på sigt at stifte familie. Når afhandlingen er færdig til sommer er et job hos Novo Nordisk øverst på ønskelisten.