Matiss bor i Kinas svar på Silicon Valley

Matiss Zarins er i praktik hos et makerspace i Shenzhen, der er Kinas fremadstormende centrum for teknologisk innovation.

24-årige Matiss Zarins er uddannet autoteknolog på Erhvervsakademi Aarhus og er i gang med en 1½-årig overbygning til professionsbachelor i produktudvikling og teknisk integration.

På sidste semester er han i praktik i Shenzhen i Kina. Shenzhen er kendt som Kinas teknologiske hovedkvarter, hvor udviklingen er drevet af innovation og rå robotteknologi.

Et sandt teknologi-mekka

"I Shenzhen produceres og udvikles rigtig meget af verdens teknologi, og byen omtales tit som Kinas svar på Silicon Valley – et sandt teknologi-mekka. Der er gode muligheder for at lære og komme helt tæt på dygtige ingeniører og deres arbejdsmetoder," siger Matiss og fortsætter:

"Jeg er en meget rejselysten type, og det at kunne kombinere praktik med kulturel erfaring er en kæmpe fordel for mig. Kina er drønspændende på den teknologiske front."

Hans praktik varer 3 måneder og afsluttes med et bachelorprojekt, der tager udgangspunkt i praktikstedet. 

Løser mange forskellige tekniske udfordringer

Opholdet fik dog en lidt uventet start, indskyder han.

"Den første virksomhed udfordrede mig ikke nok, så der gik ikke længe, før jeg søgte væk, og det er jeg glad for, at jeg gjorde. Jeg sad bare og kukkelurede."

I stedet fandt han frem til Trouble Maker – et såkaldt makerspace og teknologisk værksted, hvor folk fra hele verden mødes, udveksler idéer og skaber nyt indhold fra idé til produktion.

Her hjælper Matiss med at løse mange forskellige tekniske udfordringer.

"Lige nu arbejder jeg fx for et brasiliansk firma, der producerer redskaber til undervisningsbrug. De udvikler softwaren, og jeg hjælper så med at designe hardwaren – i dette tilfælde en tablet henvendt til helt små børn," siger han.

Her bor Kinas største teknologivirksomheder

Det er aldrig til at vide, hvor længe folk hænger ud i Trouble Maker.

"Nogle er her en enkelt dag for at brainstorme og udveksle erfaringer, mens andre booker sig ind i uger eller måneder. Jeg har mødt nogle norske ingeniører, som skiftevis er her i Kina og tager hjem med få måneders mellemrum. Det veksler meget," fortæller Matiss.

Alverdens teknologivirksomheder, ingeniører og iværksættere mødes hver dag i Shenzhen for at eksperimentere med ny hardware. Også en hel del af Kinas største teknologivirksomheder har hovedkvarter i millionbyen.

"Mangler du noget til dit næste tekniske projekt, finder du det altid lige rundt om hjørnet," forklarer Matiss.

Unikke oplevelser for en teknikgut

"Nogle gange er jeg på arbejde fra morgen til aften, men det gør jeg gerne, fordi jeg synes, det er spændende. For en teknikgut som mig er det unikt at opleve, hvordan teknologi bedrives på den anden side af kloden. Jeg vender tilbage til Danmark med mange fantastiske og tankevækkende oplevelser i bagagen," siger Matiss.

I fremtiden håber han, at han med sin uddannelse og internationale erfaring kan få job i Danmark.

"Men jeg kan jo godt lide at rejse, så måske møder du mig i Kina igen om et halvt år," siger Matiss og griner.

Et par gode råd

Matiss har et par råd til andre, der ligesom ham har mod på at tage turen til Kina.

"Man skal i hvert fald forberede sig på, at livet og kulturen er helt anderledes end i Europa. Alting sker hurtigere, og maden skal man også lige vænne sig til. Men er du klar på eventyr, skal du bare springe ud i det," siger han.

I Kina er de også ret strikse med adgangen til sociale medier og gængse services som Google og Dropbox.

"Det er en god idé at anskaffe sig WeChat. Det er en app, der erstatter Skype og Facebook," siger Matiss.