Biløkonomstuderende vinder bilkonkurrence i Kina

Studerende fra tre kontinenter konkurrerede i Kina om at drive den bedste bilvirksomhed. Mathias Busch Jensen fra Erhvervsakademi Aarhus og hans internationale team løb med sejren i strategispillet.

Kina, der er verdens største bilmarked med mere end 20 mio. biler solgt pr. år, var for første gang vært for NUCARS 2017 med 63 deltagere.

Ti danske biløkonomstuderende deltog i konkurrencen sammen med 53 studerende fra Kina, Frankrig, Tyskland, Holland, Indonesien og Canada. Eventen fandt sted i byen Changchun i det nordøstlige Kina på Jilin University-Lambton College i samarbejde med det amerikanske Northwood University.

Hurtige beslutninger gav pote

Mathias Busch-Jensen, der er biløkonomstuderende på Erhvervsakademi Aarhus og sideløbende med sit studie er ansat hos Bent Pedersen AS i Esbjerg, var med i den gruppe, som løb af med guldpokalen i det internationale strategispil NUCARS.

”Vi var i min gruppe enige om, at det hele starter og slutter ved kunden. Produktet skal passe til kunden, og ikke omvendt. Det sørgede vi for, via utallige test og analyser. Dernæst fandt vi veje, via hjælpemidlerne i spillet, som kunne sørge for, at vores markedsføring ramte de segmenter, som vi søgte. Vi lavede småjusteringer hele vejen, og var meget grundige. Produktion, distribution, finansiering, træning af ansatte, you name it. Alt blev justeret. Og der blev taget beslutninger, og de blev taget hurtigt,” fortæller Mathias, der ser tilbage på en lærerig uge.

”NUCARS-oplevelsen gjorde indtryk på mange fronter: Kulturen i Kina, samt hvordan andre anskuer udfordringer og finder løsninger. Alt sammen særdeles lærerigt,” siger Mathias, der også kunne rejse fra Kina med en kontant præmie på 100 US dollars.

Spillet

NUCARS er et simulationsspil, hvor deltagerne skal drive en virtuel bilvirksomhed i ti regnskabsperioder. Der skal i hver periode træffes beslutninger inden for markedsføring, distribution, produktion, Research & Development og finansiering.

Indblik i, hvordan bilbranchen fungerer i andre lande

Otte grupper, eller virksomheder, bestående af studerende fra syv forskellige lande fra fem forskellige skoler, dystede mod hinanden. Det tværkulturelle islæt gav et ekstra perspektiv på de udfordringer, de studerende stod over for, fortæller en af de danske deltagere.

”Det var utrolig interessant at træffe beslutninger på både taktisk og strategisk niveau samt at diskutere med andre studerende fra udlandet, der havde nogle helt andre synspunkter og perspektiver. Derudover var det spændende at bruge en uges tid sammen med andre bilstuderende og få et indblik i, hvordan bilbranchen fungerer i deres lande,” siger Thomas Krogh Nielsen, der under sin uddannelse er tilknyttet Mercedes-Benz CPH.

Studerende gode til at samarbejde

Finn Rolighed, som er koordinator på biløkonomuddannelserne i Aarhus og København, roser de studerende for at være dygtige til at samarbejde.

”Det var dejligt at opleve, hvor hurtigt de studerende fandt ud af at samarbejde på tværs af nationaliteter og udnytte hinandens stærke sider og forskellige baggrunde. At deltage i NUCARS giver de studerende en uvurderlig god indsigt i andre kulturer og giver netværk for livet. Det er på både kort og længere sigt med til at ruste dem til de udfordringer, de møder i bilbranchen.”

Internationalt netværk

En af grundpillerne på biløkonomuddannelsen er netop netværksskabelse, og her er NUCARS et rigtig godt springbræt til at skabe sig et internationalt netværk, som de studerende kan få glæde af fremover i en stigende globaliseret branche. Flere af de studerende benyttede da også lejligheden til at skabe kontakter, der skal hjælpe dem med at finde praktikplads til deres praktikophold på 4. semester, der skal foregå i udlandet.

Besøg hos VW i Kina

Ugen i Kina bød også på besøg hos bl.a. FAW-Volkswagens fabrik i Changchun, der er Kinas næststørste bilkoncern med over 2 mio. solgte biler om året. Bilforhandlere som Jaguar/Land Rover, Borgward og Volkswagen inviterede også de studerende indenfor. Derudover besøgte deltagerne også verdens største producent af elektriske tog, CRRC, og museet for den sidste kejser.

Næste gang er Danmark vært

Næste år er Danmark vært for NUCARS 2018 og der er store forventninger til et storslået arrangement med et nyt hold af ambitiøse og videbegærlige studerende fra hele verden.

Læs om biløkonomuddannelsen