"Tager man ikke en chance – vinder man ikke en bamse"

Anders er udlært klejnsmed og har arbejdet som montør og sjakbajs i en årrække, men ønsket om flere udfordringer og mere ansvar samt en frygt for nedslidning har fået ham til at videreuddanne sig til byggekoordinator.

"Der kan være rigtig meget spildtid på byggepladsen, men som byggekoordinator skærer jeg arbejde væk, som ikke skaber værdi. Jeg er med til at få tingene til at ske på en god og optimal måde," siger Anders Weitemeyer og slår ud med armene. Hjelmen lyser op i solen.

Om kort tid dimitterer han fra den 2-årige erhvervsakademiuddannelse til byggekoordinator på Erhvervsakademi Aarhus.

Modsat fx bygningskonstruktører skal byggekoordinatorer ikke tegne og projektere, men i stedet lede byggeriet på byggepladserne.

"Andre uddannelser var også i spil, men de var mere teoretiske, og jeg er meget mere praktisk anlagt og udadvendt," siger Anders.

Læs mere om uddannelsen til byggekoordinator

Kroppen holder ikke evigt

Anders er udlært klejnsmed. I flere år har han arbejdet som sjakbajs og montør hos Bardram Luft-teknik og har sat sine ben på alt fra slagterier til byggepladser. Her opstod for alvor interessen for personaleansvar, planlægning og struktur. Men en sjakbajs er ikke kun holdets leder. Han skal også give en hånd med, og det betyder ofte hårdt fysisk arbejde.

"Jeg stod ved en skillevej. Med erfaring kommer forudsigelige rutiner. Alderen har ramt de 40, og kroppen holder ikke evigt," forklarer Anders.

Netop bekymringen for en nedslidt krop, der vil sætte en tidlig stopper for karrieren, fik ham til at holde øjne og ører åbne for nye muligheder.

"En kollega, som selv overvejede at skifte spor, fortalte mig om uddannelsen. Det gjorde mig nysgerrig efter at undersøge, om det kunne være noget for mig. For tager man ikke en chance, vinder man ikke en bamse," siger Anders.

Og konen hjalp også lidt på vej med beslutningen, erkender han.

"Hun lod mig meget bestemt vide, at det var nu, jeg skulle tage springet," siger han og griner.

Anders er glad for, at fremtiden nu er på plads med valget af uddannelsen til byggekoordinator.

"Mit drive er, at jeg kan blive ved med at lave det her hele livet," siger han.

"Det har helt sikkert været en fordel for mig, at jeg har en faglært baggrund, fordi jeg ved, hvad der foregår på en byggeplads. Jeg er heller ikke bleg for selv at tage fat og hjælpe med at slæbe, hvis det er nødvendigt"

— Anders Weitemeyer, byggekoordinatorstuderende

Allerede tilbudt job efter praktik

Efter 1½ år med undervisning på Erhvervsakademi Aarhus og ifølge eget udsagn spændende fag som kommunikation, projektstyring og ledelse er Anders nu 20 uger i praktik hos byggefirmaet JCN Bolig.

Her slår han sine folder på et stort renoveringsprojekt i Gellerup, hvor man er ved at modernisere gamle boligblokke. Anders er byggeledelsens repræsentant, når han bevæger sig rundt på byggepladsen. Som praktikant har han ikke ansvar, men han udfører de samme opgaver på lige fod med de andre. Fx byggepladsdrift, herunder opmålinger, koordinering og kvalitetssikring.

"Der er nogen, der siger, at dem på kontoret ikke laver noget, men det gør de. Faktisk er det et stort arbejde at holde styr på et stort byggeri," understreger han.

Ikke bleg for selv at tage fat

Hans håndværkerbaggrund og erfaring som montør hjælper ham i det daglige, når han går rundt på byggepladsen. Simpelthen fordi han hurtigt kan sætte sig i håndværkernes sted og kender byggeriets mange faser og facetter som sin egen bukselomme. Han oplever stor respekt hos de udførende håndværkere på byggepladsen, og han brænder ret hurtigt igennem.

"Det har helt sikkert været en fordel for mig, at jeg har en faglært baggrund, fordi jeg ved, hvad der foregår på en byggeplads. Jeg er heller ikke bleg for selv at tage fat og hjælpe med at slæbe, hvis det er nødvendigt," understreger Anders.

Han valgte nemlig også uddannelsen på grund af ledelsesdelen.

"Det er spændende at have fokus på ledelse, og hvordan du får det bedste ud af medarbejderne og får dem til at se det positive i en opgave. Jeg vil gerne have, at folk skal føle sig værdsatte, for det skal være en god oplevelse at gå på arbejde. Det lærer vi også på uddannelsen," fortæller Anders.

JCN Bolig har mange byggeopgaver i udsigt, og byggefirmaet har været så tilfreds med Anders, at parterne har trykket hænder om fastansættelse efter den afsluttende eksamen.

Anders smiler.

"Jeg har fået mit eget visitkort nu. Det er stort."

Danni sørger for effektivitet og orden på byggepladsen

Danni er byggekoordinator og byggeleder hos JFP med ansvar for en del af Arla Foods nye innovationscenter ved Agro Food Park i Skejby. 

Læs om Danni