Tjekkiske Katerina Udvikler Bæredygtigt Alternativ Til En Af Verdens Største Miljøsyndere

Tjekkiske Katerina udvikler bæredygtigt alternativ til en af verdens største miljøsyndere fra Aarhus: ’Det føles som en drøm’

25-årige Katerina Hanzalová var stadig under uddannelse, da hun fik job i den østjyske startup Cellugy, der laver plante- og frugtaffald om til bionedbrydelige indpakningsløsninger til fødevareindutrien.

Flere hundrede liter med karamelfarvet væske med konsistens af spaghetti gærer i Cellugy’s produktionslokale på Karupvej i et industrikvarter i Aarhus C. Herinde er et bæredygtigt og lovende alternativ til en af verdens største miljøsyndere ved at tage form.

Og hey. Kvinden med ansvaret for produktionen er international dimittend fra Erhvervsakademi Aarhus.

100 % bionedbrydelig emballage

Tjekken Katerina Hanzalová viser rundt mellem de mange stablede kasser med makromolekyle-suppe. Suppen skal snart blive til 100 pct. biologisk nedbrydelig, gennemsigtig indpakningsfilm. Lavet på madaffald såsom juice, der har overskredet sidste salgsdato.

”Denne batch er til en fødevarekoncern, en af vores samarbejdspartnere, som vil afprøve vores nanocellulose-indpakningsløsning,” siger Katerina.

Hun er Cellugy’s produktions- og kvalitetsassistent og er uddannet laborant og professionsbachelor i laboratorie- og fødevareteknologi fra Erhvervsakademi Aarhus.

Jobbet fik hun, mens hun stadig var studerende.

”Jeg er meget taknemmelig. Det føles som en drøm,” konstaterer Katerina, der kommer fra Tjekkiets hovedstad Prag.

Første fuldtidsmedarbejder

Katerina er første fuldtidsmedarbejder i Cellugy, som blev etableret i 2018. Firmaet har vundet et hav af internationale priser for deres patenterede EcoFLEXY indpakningsløsning, der kan genanvendes og nedbrydes i naturen. Deriblandt en andenplads i National Geographic’s ’Ocean Plastic Innovation Challenge’.

I 2018 blev Cellugy udvalgt som en af Europas 24 bedste ’High Grow Potential’ teknologivirksomheder.

Indpakning af bananer og sæbe

Katarina viser indenfor i et mødelokale med strategipapirer på væggen og en stak brochurer på reolen.

”Alt for meget plasticaffald ender på forbrændingen og i verdens have. Det vil vi gerne ændre på ved at lave et konkurrencedygtigt alternativ til fossil plasticemballage til bl.a. fødevareindustrien.”

Gamechanger for emballageindustrien

Katarina fortæller begejstret, hvordan deres opfindelse kan bruges til indpakning af alt lige fra sæbe og leverpostejsbakker til bananer og som coating i ’to go’ engangskopper, fordi det tåler meget høje varmegrader.

”Vi er stadig på teststadiet, men vi arbejder hårdt på at få EcoFLEXY på markedet. Både miljømæssigt og funktionsmæssigt er dette materiale en gamechanger for emballageindustrien.”

Udenlandske medarbejdere kommer med anderledes ideer

Omkring tre ud af ti internationale dimittender fra Erhvervsakademi Aarhus får job allerede under eller efter endt uddannelse. Ofte i deres praktikvirksomhed.

Hos Cellugy er fire af firmaets fem ansatte fra et andet land, fortæller firmaets CEO Isabel-Alvarez Martos.

”Et multikulturelt arbejdsmiljø stimulerer nye ideer og netværk, så det kan jeg kun anbefale. Vi er ligeglade med, hvilken nationalitet vores ansatte har. Det vigtigste er, at jeg har tillid til dem og at de kan arbejde selvstændigt,” siger hun.

Produktudvikling og leverandørjagt

Katarinas opgaver i Cellugy varierer. Hun har igennem sit bachelorprojekt bl.a. bidraget med viden om, hvordan forskellige sukkerarter kan bruges i produktionen. Hun har også udført markedsanalyser. Pt. er hun i færd med at finde leverandører til at opskalere produktionen og tager sig af den daglige drift på Karupvej.

”Som medarbejder hos en startup får man lov til at arbejde med både forretningen, det tekniske, det praktiske og det videnskabelige. Det, synes jeg, er spændende,” siger Katerina.

Bliver i Aarhus

Aarhus har nu været hendes hjem i fem år. Og hun bliver.

”Jeg sætter stor pris på alle de muligheder, Danmark har givet mig. Det er derfor, jeg er glad for at kunne betale tilbage ved at blive, arbejde og betale min skat.”

Om Katerina

Katerina Hanzalová, 25, opvokset i Prag.