Studerende Udvikler Idékatalog Til Grenaas

Studerende udvikler idékatalog til tangiværksætter

Udenlandske iværksætterstuderende har i et døgn knoklet med at udvikle bæredygtige forretningsideer til Grenaavirksomheden Seamen Seaweed Chips.

50 internationale iværksætterstuderende fra 20 forskellige lande lige fra Moldova og Indonesien, til Belgien og USA har indtaget Bæredygtighedens Hus på havnen i Grenaa for at bruge dagen på at udtænke nye, grønne forretningsideer til tangchipsvirksomheden Seaman Seaweed Chips.

”Det er vældig interessant for os at få nye, friske øjne på vores strategi og ambition om at blive verdens mest bæredygtige virksomhed,” siger medejer og medstifter af Seaman Seaweed Chips Heine Max Olesen, der i folkemunde går under navnet ’tangkongen’ og har en baggrund som stifter af Nordisk Tang.

Flyvefærdige ideer på rekordtid

Et døgn havde de studerende til først at brainstorme og dernæst færdigudvikle deres ideer, inden de skulle pitches til Heine Max Olesen. Øvelsen er en del af de studerendes forløb på Erhvervsakademi Aarhus, hvor de uddanner sig til professionsbachelorer i innovation og entrepreneurship.

”Vi har travlt, og det er ikke nogen nem opgave, men vi er fulde af gå-på-mod og det er sjovt at få lov til at arbejde med en virkelig case i virksomhedens egne kontoromgivelser her på havnen,” siger en af de studerende 21-årige Robert Wulf fra Tjekkiet.

Spis tangchips og red verdenshavene

Udstyret med post-it, tudser og med dugfrisk viden om innovationsprocesser og idégenerering, arbejdede de studerende hele dagen med ideer til fx klimavenlig indpakning og distribution, chipsbeholder til barer, et landsdækkende strandrensningsevent og tegneserie-PR.

Fælles for ideerne er, at de skal give tangproducenten mersalg uden at miste fokus på miljø og bæredygtighed.   

”Jeg er ovenud begejstret. Nogle af ideerne gav mig gåsehud – og dem har jeg tænkt mig at sætte i søen,” sagde Heine Max Olesen ovenpå præsentationerne på Erhvervsakademi Aarhus onsdag.

Øjenåbner

Begejstret er Heine Max Olesen især for et forslag om at opbygge et fællesskab omkring beskyttelse af havmiljøet ved at tegne abonnement på levering af tangchips. 

”De studerende skal have tak for at have åbnet vores øjne for denne forretningside.”

Sælger i ind- og udland

Seaman Seaweed Chips sælger prisbelønnede, økologiske tangchips med smag fra rigtig hummer og blæksprutte af råvarer uden e-numre, i danske og udenlandske butikker med udgangspunkt i Grenaa.