Rumænske Sorin udvikler it-løsninger til Danske Banks investeringskunder

28-årige Sorin Barbu er vild med at arbejde i Danmark, fordi der er godt gang i innovationen indenfor det digitale område. Som UX Designer i Danske Bank bliver Sorins ideer til nye, brugbare onlineservices.

I et storrumskontor i Danske Banks Group IT bag et ryddeligt skrivebord med plads til at tegne, arbejder Sorin med at skabe brugervenlige, digitale tilbud og løsninger indenfor investeringsområdet til netbank og mobilbank.

”Det er meget vigtigt for mig, at jeg i mit daglige arbejde kan være kreativ. Jeg tegner og bruger mindre tid foran computerskærmen, fordi mine ideer og skitser altid starter ved blokken og blyanten,” fortæller Sorin Barbu, der kommer fra Rumæniens hovedstad Bukarest, men bor og arbejder i Aarhus.

Ansat allerede under sin uddannelse

Allerede under sin uddannelse i Digital Concept Development på Erhvervsakademi Aarhus fik Sorin job i Danske Bank.

”Egentlig var jeg ikke på udkig efter en med hans kompetencer, men Sorin er så passioneret og tilfører så meget værdi, at jeg var nødt til at ansætte ham,” siger Development Director i Danske Bank Lene Baia og tilføjer:

”Vi har et højt fagligt niveau, så vi slipper ikke hvem som helst ind.” 

En fordel at arbejde i et internationalt miljø 

Sorin kalder det et privilegium og en klar fordel at arbejde i en koncern med mange forskellige nationaliteter og faglige baggrunde. 

”Forskellighed og diversitet er nøglen til at være innovativ, tror jeg. Min rumænske baggrund er med til at give mine kolleger nye perspektiver på tingene.”

Rekrutterer udenlandsk

Danske Bank har i omegnen af 1.500 it-medarbejdere i Danmark. Flere og flere af dem kommer ligesom Sorin fra et andet land.