Nyuddannet i drømmejob: Hver dag tænker jeg, at der må være noget galt

28-årige Louise Skov Heissel er nyuddannet gartneriteknolog og arbejder som rådgiver i Tysklands største planteskoledistrikt.

”Ich melde mich morgen an.” Den sætning har Louise Heissel sagt et utal af gange, når hun taler med kunder, men ikke kan give svar med det samme.

I september startede hun som planteskolerådgiver hos Tysklands største forsøgs- og rådgivningsvirksomhed for planteskoler.

Versuchs- und Beratungsring Baumschulen Schleswig-Holstein (VuB), som virksomheden hedder, ligger i nordtyske Ellerhoop mellem Neumünster og Hamborg og kan sammenlignes med den danske udgave af Gartnerirådgivningen/HortiAdvice.

”Hver dag niver jeg mig selv i armen og tænker, at dette job er for godt til at være sandt, og at der må være noget galt. Jeg har været rigtig heldig,” konstaterer Louise, nyuddannet jordbrugsteknolog med speciale i planteproduktion i gartneri fra Erhvervsakademi Aarhus og tidligere planteskolegartner.

Praktik åbnede døren til drømmejobbet

Men den er god nok. 1. september 2019 startede Louise i jobbet som den ene af firmaets to rådgivere. Hun blev tilbudt stillingen efter at have tilbragt fem måneder i praktik samme sted.

”Vi har i Tyskland såvel som i Danmark mangel på kvalificeret arbejdskraft indenfor hele planteproduktionssektoren og rådgivningsområdet. Derfor er der rigtig gode jobmuligheder selv for helt nyuddannede danske gartneriteknologer,” fortæller Louises chef Dr. Heinrich Lösing, direktør i VuB.

Rådgiver 268 planteskoleejere

I firmaets grå VW Caddy kører Louise hver dag rundt til planteskoler i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. Kundelisten tæller 268 planteskoleejere.

”Min rådgivning handler om alt lige fra småplanter og stiklinger i 9 centimeters potter og frøplanter i marken til buske i 3 liters potter og store allé-træer med klump. Jeg rådgiver om planters sundhed, udseende, holdbarhed, næringsstoffer og langtidsholdbare gødninger,” fortæller Louise Heissel i et telefoninterview fra sit kontor i Nordtyskland.

Må slå fagudtryk op og spørge kolleger til råds

Den unge dansker må ofte slå et bestemt fagudtryk op på tysk eller bruge ekstra tid på at researche en problemstilling.

”Som nyuddannet er det naturligvis en stor mundfuld at skulle rådgive planteskoleejere, som måske har 30-40 års erfaring. Heldigvis er de meget forstående og forventer ikke svar samme dag. Og jeg har et godt bagland af erfarne fagfolk at rådføre mig med.”

Forsøg med kolort og rødder

I sit job laver Louise også praktiske forsøg. For en kunde undersøger Louise fx, om kolort kan bruges som gødning. I et andet forsøg afprøver og sammenligner hun planteforstærkende midler som algeekstrakter og nyttesvampe.

Der er også forsøg med recirkulering af vand, håndtering af regnvand, kemisk ukrudtsbekæmpelse og regulering af pH i sprøjtevæske, og om man kan erstatte spagnum med træfibre og kompost for at mindske co2-udledning.

”Det er en af de fede ting ved min stilling. At jeg kan være kreativ og tale med alle de kloge mennesker, som jeg har lyst til,” fortæller hun.

En drøm man ikke vil vågne fra

Hjemme på sit kontor på forsøgs- og rådgivningscentret i Ellerhoop skriver Louise gødningsvejledninger og forsøgsrapporter.

Der er også møder med producenter af måleinstrumenter og frøleverandører. Og deltagelse i maskindemonstrationer, konferencer, foredrag og messer.

Snart skal Louise holde et oplæg om frø.

”Mit job er utrolig alsidigt og selvstændigt. Jeg lærer en masse nyt. Hver dag. Selvom jeg kan være drøntræt i hovedet ovenpå en lang dag, så føles mit arbejde stadig lidt som en drøm, man ikke ønsker at vågne fra.”

Træner tysk grammatik med pensionist

Under samtalen stopper Louise flere gange op midt i en sætning. Det er, fordi hun leder efter forsvundne ord. På dansk. Et tegn på, at Louise allerede har godt fat om sit tyske.

I den lokale avis efterlyste Louise undervisning i grammatik. En pensioneret skolelærer - en ældre georgisk kvinde fra byen - henvendte sig og træner nu tysk grammatik med Louise hver tirsdag aften.

Sprogligt har det også hjulpet Louise, at hun er blevet gode venner med en tysk familie fra lokalområdet. I sin fritid hjælper Louise familien med at bygge drivhus, tager med dem på vildsvinejagt, går tur med deres hund og til vand-fitness med moren i huset. For nylig fik Louise halvpart på en af familiens heste og deltog som gæst i datterens bryllup.

Opvokset tæt på grænsen

Tysk har dog aldrig været helt fremmed for den 28-årige gartneriteknolog, der er opvokset i Sønderjylland. Forældrene bor stadig på Louises barndomshjem - en gård i Venbjerg mellem Haderslev og Aabenraa. På gården dyrker forældrene bær og juletræer. I jordbærsæsonen har Louise været vant til at betjene tyske kunder, ligesom hun også lærte tysk i folkeskolen.

Har arbejdet i Australien, Island og Georgien

Det er ikke første gang, Louise bor og arbejder i et andet land. Hun har arbejdet på en australsk kvægfarm, arbejdet med skovplanter til genrejsning af islandsk skov på en planteskole i Island og hjulpet et dansk frøfirma med at høste nordmannsgrankogler i Kaukasus-bjergene i Georgien.

Profession med jobgaranti

Uddannelsen til gartneriteknolog tager to år. Studieretningen ’planteproduktion i gartneri’ kan kun læses på Erhvervsakademi Aarhus. Der er gode stillinger at få både indenfor og udenfor landets grænser. 94 procent af de færdiguddannede siden 2013 er i job, viser en opgørelse fra Erhvervsakademi Aarhus.

International anerkendelse

Som første dansker nogensinde har Louise Heissel vundet et rejselegat til en plantekonference i Oklahoma i oktober 2020. Prisen gives til et ungt talent i branchen. I efteråret vandt Louise prisen som six-packer (medhjælper) på en fagkonference i Stratford-upon-Avon i England. Konferencen afholdes af det verdensomspændende netværk af professionelle planteproducenter ’International Plant Propagators’ Society, IPPS’, der også står bag rejselegatet.

Om Louise Heissel

  • 28 år
  • 2019: Uddannet jordbrugsteknolog fra Erhvervsakademi Aarhus med praktik hos Versuchs- und Beratungsring Baumschulen Schleswig-Holstein
  • 2017: Uddannet planteskolegartner fra Jordbrugets Uddannelsescenter med læreplads hos Johansens Planteskole i Børkop, planteskolen Sólskógar i Island, Levinsens Frø i Gørløse og Højgård Planteskole i Højslev.
  • 2010: STX-student fra Haderslev Katedralskole

Foto: Eivind Sønderborg Johansen.