Lisbeth gik fra Løvens Hule med en investering på 300.000 kr.

Nyuddannede Lisbeth Grove Mikkelsen imponerede dommerne i tv-programmet 'Løvens Hule' med sin lampeforretning Wallpipe.

Lisbeth gik ind foran løverne med ønsket om at låne 75.000 kr. mod 10-20 procent af sin virksomhed. Hun gik derfra med 300.000 kr. og afståelse af 45 procent af virksomheden til en af Danmarks mest succesfulde forretningsmænd Christian Arnstedt (midten). 

"Det var et drømmescenarie at få Christian med ombord," fortæller Lisbeth (til højre), der havde taget sin økonomikyndige kæreste Stine (til venstre) med ind foran løverne.

Forretningsidé opstod under studiet

Ideen til virksomheden Wallpipe fik Lisbeth mens hun uddannede sig til professionsbachelor i innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus.

"Uddannelsen støtter virkelig op om iværksætteri. Mine undervisere har været ekstremt dedikerede på mine vegne så man nærmest skulle tro, at de var med i virksomheden," fortæller Lisbeth, der bor i Randers med sine to børn på ni og to år. 

Udviklede forretningen gennem studiet

Igennem det 1½-årige uddannelsesforløb arbejdede Lisbeth ihærdigt med Wallpipe som case. 

"Det har været meget værdifuldt, at jeg kunne tage tre måneder i praktik i egen virksomhed. Her prøvede jeg for alvor konceptet af, og mine undervisere var med som sparringspartnere på sidelinjen hele vejen," fortæller Lisbeth, der også har en uddannelse som serviceøkonom bag sig. 

En hel årsomsætning på fem timer

Efter sin medvirken i Løvens Hule er det gået stærkt. 

På fem timer den torsdag, hvor programmet rullede i bedste sendetid, solgte Lisbeth ligeså mange lamper som hun havde gjort på et helt år.

Siden da har Lisbeth med Christian Arnstedts hjælp fået endnu mere styr på strategi, ecommerce og etableret webshop. Og til februar udbetaler hun for første gang løn til sig selv.

"Det er fantastisk at være nået hertil. Og fra nu af kan det kun gå stærkere. Folk ringer i stride strømme og vil samarbejde," siger hun. 

Bæredygtige lamper af genbrugsrør

Wallpipe producerer bæredygtige, håndlavede lamper lavet af gamle skrotklare vandrør. Virksomheden består udover Lisbeth også af tre praktikanter fra markedsføringsøkonomuddannelsen og en fleksjobber.

Se Lisbeth få succes i Løvens Hule 

Se Lisbeth rulle sit forretningskoncept ud i femte sæson, episode 3 af Løvens Hule (scroll 14 minutter ind i programmet):

https://www.dr.dk/drtv/se/loevens-hule_-klar-med-millioninvestering_148552