Iværksætterduo skabte Gazellevirksomhed under studie

Andreas Linde og Stefan Vinding Olesen etablerede Gazellevirksomhed under studierne på Erhvervsakademi Aarhus. Nu er Lead Supply den hurtigst voksende virksomhed i Midtjylland, har ti ansatte og sælger for millioner.

Det hele startede på Erhvervsakademi Aarhus.

De to driftige fyre var lige startet på multimediedesignuddannelsen og kunne ikke lide hinanden.

"Vi klingede overhovedet ikke sammen. Jeg syntes, at han var arrogant, og han syntes, at jeg var arrogant," husker Andreas Linde (til venstre på billedet) om sin makker, 27-årige Stefan Vinding Olesen (til højre).

Dengang, for ca. syv år siden, var det at stifte en virksomhed sammen, det sidste, de to unge fyre tænkte på.

De blev klogere.

Momondo for banklån

Til en fest drak de to sig i hegnet og kemi opstod. Siden da har drengene været sammen 50 timer om ugen og skabt virksomheden Lead Supply, der står bag tjenesten Matchbanker.dk.

Virksomheden sammenligner og formidler banklån og gør det samme som Momondo – bare på lånemarkedet.

Gazelle og Midtjyllands hurtigst voksende

På knap fire år har Andreas Linde og Stefan Vinding Olesen skabt en virksomhed, der omsætter for millioner og formidler 50.000 lån om året.

I oktober blev virksomheden kåret som Gazelle. Måneden efter blev den anerkendt som regionens hurtigst voksende virksomhed ved Børsens gazellekonference i Aarhus.

”Prisen betyder rigtig meget. Den sætter os på landskabet og beviser, at det marked, vi er gået ind i, er modent,” siger 27-årige Andreas Linde.  

Undervisere med på sidelinjen

Det succesfulde onlinekoncept fødte den unge duo bag Lead Supply, mens de læste en professionsbachelor i innovation og entrepreneurship som overbygning på multimediedesignuddannelsen.

”Vi bruger meget af det, vi lærte på studiet,” siger Andreas Linde og uddyber.

”Vores undervisere har været med på sidelinjen hele vejen med støtte og feedback. De pressede os til at læse bøger og gøre vores markedsstrategi skarpere. Det har helt klart også hjulpet os, at vi allerede under studiet fik tid til at eksperimentere med og starte vores virksomhed. Den tankegang om fx agil produktudvikling og måde at arbejde på, som vi lærte på studiet, bruger vi stadig.”

”Men det bedste ved studiet var nok, at jeg mødte min forretningspartner,” konkluderer han.

Øvelse gør mester

Iværksætterduoen gjorde flere forsøg, inden de i 2014 ramte plet med deres fintechstartup Lead Supply.

De prøvede bl.a med en hjemmeside, hvor kunderne kunne få tilbud fra tandlæger, en med tilbud på catering og en med tilbud på bredbånd og telefoni.

Men intet af det blev til noget.

"Vi kom frem til, at der måtte være et marked for banklån. Der er jo ikke nogen på vores alder, der tænker, at man skal ned i filialen og snakke med en bankrådgiver. Man går online," siger Andreas Linde til Børsen.

Læs artikel: 27-årige iværksættere sammenligner banklån og vokser over 2000 pct: "Vi kunne ikke lide hinanden".

En vanvittig tid

Til at starte med drev de to unge iværksættere biksen fra Stefan Vinding Olesens værelse. Men på under 19 måneder rundede omsætningen 2 mio. kr.

Om måneden.

"Det var en helt vanvittig tid. Vi havde en kådhed og en arbejdsmoral, der gjorde, at vi bare hamrede igennem," husker Andreas Linde, der bor nord for Aarhus med sin forlovede og to børn.

Lead Supply har i dag lokaler i Aarhus Nord og omkring 10 ansatte.

Målet er – inden udgangen af 2020 – at blive markedsledende i Europa.

Sidste år formidlede Matchbanker i alt omkring 50.000 lån til en værdi på i alt 2 mia. kr.