Flere Og Flere EUX Studenter Vil Være Jordbbrugsteknologer

Flere og flere EUX-studenter vil være jordbrugsteknologer

Jordbrugsteknologuddannelsen på Erhvervsakademi Aarhus har de seneste år syvdoblet antallet af studerende med EUX-baggrund.

EUX-uddannelserne, der kombinerer studenterhue og svendebrev, har succes på landbrugsskolerne.

Det mærker man på Erhvervsakademi Aarhus, Danmarks største udbyder af jordbrugsteknologuddannelsen.

Her udgør andelen af studerende med EUX-baggrund 16 procent og er syvdoblet på tre år.

Svendebrev plus studenterhue åbner flere døre

Trine Lindbjerg Frederiksen (billede) er faglært landmand og EUX-student fra Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg. Efter at have arbejdet i et år på kvægbedriften Ørslevkloster Hovedgård i Højslev ved Skive valgte Trine i 2018 at læse videre til jordbrugsteknolog med speciale i jordbrugsøkonomi og ledelse.

"Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville læse videre. Derfor havde jeg heller ikke valgt landmandsuddannelsen, hvis ikke jeg havde fået en studentereksamen oveni. Den var vigtig, fordi det giver mig flere kort på hånden. Jeg har også overvejet at læse til agronom eller dyrlæge," fortæller Trine, der snart skal i praktik som økonomirådgiver hos LandboNord i Fjerritslev.

Bogligt stærke studerende

På Erhvervsakademi Aarhus er uddannelseschef Lars Villemoes glad for, at der er kommet flere studerende med EUX-baggrund som Trine.

"De har det bedste fra to verdener. De har den praktiske baggrund og kendskab til erhvervet fra landbrugsskolen samtidig med, at de er bogligt stærke og har evnen til teoretisk fordybelse med sig fra de gymnasiale fag. Denne kombi passer perfekt til den teoretiske og praksisnære jordbrugsteknologuddannelse," siger han.

Fremtidens rekrutteringsvej af unge til landbruget

Uddannelseschefen forventer en fortsat stigning i antal studerende med EUX-baggrund på studiet.

"De unge vil have studentereksamen og videregående uddannelse, der giver dem flere muligheder," siger Lars Villemoes.