Bjørn Og Kent Vil Revolutionere Rejseplanlægning

Bjørn og Kent vil revolutionere rejseplanlægning

To digitale konceptudviklere vil gøre rejseplanlægning så let som muligt for studerende, der rejser ud på semester- og sommerskoleophold.

Årligt rejser knap 400 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus ud i verden på semesterophold, i praktik og på sommerskole med det formål at opleve andre kulturer og læringsformer.  

Torsdag fik rejselystne studerende præsenteret et værktøj, udviklet af to tidligere studerende, der skal gøre rejseplanlægningen enklere.

Sjov og simpel rejseplanlægning

Lentii er navnet på den digitale rejseplanlægger.

Platformen fungerer som det sociale netværk Pinterest, bygger på teknologi fra Ønskeskyen og har indtil nu mere end 400 (overvejende aarhusianske) brugere.

Socialt rejseplanlægningsværktøj 

”Den gennemsnitlige rejsende bruger mere end 30 timer på research og planlægning af deres rejse," fortæller medstifter og CEO Bjørn Valentin (til højre), der er tidligere uddannet markedsføringsøkonom og digital konceptudvikler fra Erhvervsakademi Aarhus.

"Med vores værktøj kan man spare tid og organisere alle sine ideer og oplysninger om, hvor man skal hen, og hvad man skal se, ét sted. Det gør det nemt for flere, der rejser sammen i en gruppe,” tilføjer han.

App præsenteret på Rejs Ud-messe

Torsdag den 6. februar præsenterede Bjørn Valentin sammen med sin medstifter Kent Ove Jensen, også uddannet digital konceptudvikler og multimediedesigner deres værktøj for rejselystne studerende, der havde lagt vejen forbi messen ’Go Abroad Fair’ i erhvervsakademiets kantine på Sønderhøj 30.

Aftaler fra Seol til Dar es Salaamm og Vaasa

Akademiet har aftaler med 70 universiteter verden over - fra Toronto og Kuala Lumpur, til Tokyo, Pisa og Paris.

Læs om dine muligheder for at rejse ud under studiet.