Studerende tegner fremtidens Aarhus

Fire studerende fra Erhvervskademi Aarhus vil have borgere til at engagere sig i Aarhus Kommunes kommende budgetforhandlinger. Derfor er de gået på gaden med lærred og pensel.

Budgetforhandlinger. Lyder det tørt og kedeligt?

Ikke desto mindre har fire 1. semesters-studerende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenørskab sat sig for at gøre aarhusianerne engageret i lige netop budgetforhandlinger.

Borgerindragelse på en ny måde 

”Vi synes, det er en spændende udfordring at se, hvordan vi kan få flere borgere til at engagere sig i de kommende budgetforhandlinger. Selvom det kan virke tørt og kedeligt, er det jo netop ved budgetforhandlingerne, at fremtidens Aarhus bliver tegnet. Vi vil derfor gerne invitere alle aarhusianere med til tegnebrættet, ” siger studerende Anders Bojsen.

I de kommende dage vil de fire studerende sammen med Aarhus Kommunes afdeling for Kultur og Borgerservice og kunstneren Mormor tegne et billede af borgernes Aarhus.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

På gaden med lærred og pensel 

I denne uge stiller de studerende sig op med et staffeli, lærred og pensel på forskellige steder i Aarhus. Her kan forbipasserende komme med input til, hvad der gør Aarhus til en god by.

"Det er indtil videre gået rigtig godt. Vi har allerede fået input fra 100 borgere," siger studerende Anders Bojsen. 

De mange input samles på budgetmessen mandag den 9. september på Aarhus Rådhus, hvor kunstneren Mormor vil forene det hele til en stor illustration af borgernes Aarhus.

Anderledes og kreativt

For Aarhus Kommune er projektet en ny måde at arbejde med borgerindragelse på.

”Det er fantastisk at opleve de studerendes engagement i opgaven. Det er vigtigt for vores demokrati, at vi hele tiden arbejder på at få inddraget så mange borgere som muligt. Jeg glæder mig til at se, hvordan borgernes Aarhus tegner sig. Det bliver et anderledes, kreativt og spændende input til de kommende budgetforhandlinger,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Konkurrence

De fire studerende bag projektet har sammen med 200 medstuderende i denne uge fokus på entreprenørskab. Her skal de på fem dage og for 500 kr. skabe mest muligt værdi. Det bedste projekt præmieres.