Ny uddannelse i it-sikkerhed rammer aktuelt behov hos virksomheder

De første professionsbachelorer i it-sikkerhed er dimitteret fra Erhvervsakademi Aarhus. De fleste af dem har allerede fået job.

Af David Erichsen

Professionsbacheloruddannelsen i it-sikkerhed, som udbydes af Erhvervsakademi Aarhus, er en ny uddannelse, som uddanner og efteruddanner specialister til at arbejde inden for it-sikkerhed: et højaktuelt indsatsområde inden for stort set alle brancher og virksomheder.

Det første hold studerende har været til afsluttende eksamen, og allerede nu har størstedelen af dem fået et job. Det kommer ikke bag på underviser på uddannelsen adjunkt Andrew Michal.

"Virksomheder oplever et øget pres med angreb fra it-kriminelle i hele verden, og det er langt fra alle, som er klædt på til at håndtere det pres. Vi underviser vores studerende i at hjælpe virksomheder med at beskytte netværk, IT-infrastruktur, få udviklet sikker software osv. Det handler meget om at følge med udviklingen indenfor cybersikkerhed, men ligeså meget om ledelse af de processer man har til at håndtere og arbejde med sin data.”

Både uddannelse og efteruddannelse

Uddannelsen kan tages som overbygning på datamatiker og it-teknologuddannelsen, eller den kan læses som diplomuddannelse, mens man arbejder ved siden af. 

”Den feedback, vi får fra vores virksomheder, er meget positiv, og ved at uddannelsen kan læses både som ordinær uddannelse og som diplomuddannelse kan vi håndtere det stigende behov for it-sikkerhed og samtidig få opkvalificeret nuværende medarbejdere gennem efteruddannelse. Der er brug for begge dele,” siger Andrew Michal.

En af de studerende, som netop har afsluttet uddannelsen, er Othman Amin. Han bygger videre på en it-teknolog-uddannelse fra 2016.

”Jeg har altid været interesseret i it-sikkerhed, og ser det som en naturlig del af mit fag. Derfor var jeg slet ikke i tvivl, da uddannelsen blev udbudt. Vi har lært at se hackere og andre it-kriminelle over skulderen for optimalt at kunne beskytte os imod dem. Hvilke værktøjer bruger de, hvordan bryder de gennem et sikkerhedssystem. Etik fylder også meget. Hvordan håndterer du data på en sikker og ordentlig måde etc.,” siger Othman Amin.

Stor interesse for de nyuddannede

Othman Amin skrev afgangsprojekt om it-sikkerheds standarder og oprettelse af intern certifikatautoritet til sikring af datatrafik mellem servere og klienter, hvilket blandt andet handler om kryptografi. Han var i praktik hos telekommunikations- og it-sikkerhedsfirmaet Tele IT Communications ApS i Skanderborg, som ansatte ham, lige så snart eksamen var i hus.

En anden studerende, som netop har afsluttet uddannelsen, er Kristoffer Dichov Juul Rasmussen Han har ikke job endnu, men er meget fortrøstningsfuld med jobsøgningen.

Kristoffer Dichov Juul Rasmussen har en baggrund som datamatiker, som handler meget om udvikling og programmering.

”Professionsbachelor i it-sikkerhed supplerer det, jeg har lært på datamatikeruddannelsen, på en rigtig god måde. Min tanke var egentlig at supplere udvikling og programmering med it-sikkerhed, men efter den her uddannelse er sikkerhed blevet mit primære faglige område. Når teorierne er på plads, er det super interessant at få lov at arbejde med sikkerhed i praksis, og det får vi lov til på uddannelsen, da vi har mange øvelser med afsæt i virkeligheden.”

Balance mellem sikkerhed og brugervenlighed

Kompetencemæssigt arbejder man på uddannelsen med en såkaldt t-profil, så de studerende kommer ud med et bredt kendskab og en spidskompetence. Kristoffer Dichov Juul Rasmussens spidskompetence er softwareudvikling i relation til sikkerhed, som han også arbejdede med i min praktiktid hos virksomheden NetSection Security i Horsens. 

"Mine fremtidsønsker er et job, hvor jeg både kan bruge min datamatikeruddannelse og det jeg har lært på professionsbachelor-overbygningen. Det handler også meget om at finde den rigtige balance mellem sikkerhed og brugervenlighed. Du kan eksempelvis nemt gøre din hoveddør sikker med 20 låse, men så ryger brugervenligheden, og hvis havedøren ikke er låst, er du lige vidt,” siger Kristoffer Dichov Juul Rasmussen.

Mere info

Læs om professionsbacheloruddannelsen i it-sikkerhed

Læs om diplomuddannelsen i it-sikkerhed - der kan tages sideløbende med et job

Kontakt Andrew Michal