Eksamensprojekt præmieret med 5.000 kr.

Prisbelønnet eksamensprojekt giver anbefalinger til, hvordan man kan minimere mængden af affald i vejnær natur.

"Tillykke. Dit eksamensprojekt vinder JID-prisen."

Jordbrugsteknologstuderende Lasse Lyngholm Pedersen (til højre i billedet) fra Erhvervsakademi Aarhus kunne tage på sommerferie 5.000 kr. rigere og med en pris for sit eksamensprojekt om minimering af affald i den vejnære natur.

Utraditionelt og aktuelt emne

Prisoverrækkelsen fandt sted på Erhvervsakademi Aarhus tirsdag den 25. juni 2019, hvor prisoverrækker Peter Bromark (til venstre i billedet), der er sekretariatsleder i jordbrugsteknologernes faglige organisation JID, begrundede juryens valg af prismodtager således:

"Lasse Lyngholm Pedersen modtager JID prisen 2019, fordi han har skrevet en god opgave med en særlig spændende vinkel på et utraditionelt og aktuelt emne. Der er anvendt et interessant undersøgelsesdesign, der kombinerer fire naturtyper og fire vejtyper. Prismodtageren har dermed belyst emnet på en kreativ måde."

Lavthængende frugt

Opgaven undersøger problemet med affald i naturen og indeholder en konkret anbefaling til at minimere mængden af affald på en nem måde. En såkaldt 'lavthængende frugt'.

"Hvis man læser opgaven, vil man fremover, hver gang man ser et stykke affald i naturen tænke: Er dette her et stykke tabt affald eller bevidst henkastet affald," fortæller Peter Bromark.

Pris uddeles hvert år

JID-prisen består af 5.000 kr. og uddeles i forbindelse med dimissionerne. Prisen gives til en opgave, der indeholder kriterier såsom kreativitet, utraditionel, nytænkende, innovativ og mulig belysning af emnet fra 'den skæve vinkel' og kræver ikke nødvendigvis den højeste karakter.

JID-prisen uddeles på alle tre erhvervsakademier, i Odense, Slagelse og Aarhus, som udbyder jordbrugsteknologuddannelsen.