Camilla er kvægrådgiver: Jeg elsker, når min viden giver værdi

27-årige Camilla Schilling Pedersen er uddannet jordbrugsteknolog med speciale i kvæg og professionsbachelor i jordbrug med speciale i husdyr fra Erhvervsakademi Aarhus. Et 3,5-årigt uddannelsesforløb, der har ført hende til et drømmejob som kvægrådgiver hos Lemvigegnens Landboforening.

Det ene øjeblik står Camilla i gummistøvler på staldgangen hos landmanden og mange hundrede køer. Næste øjeblik har hun øjnene stift rettet mod et dyreregistreringprogram på computerskærmen og analyserer data, der gør hende klogere på kvægbondens forretning.

Se i denne video (1:32) Camilla fortælle om sit job og uddannelsesforløb:

Alsidigt

”På kontoret analyserer jeg produktionsdata, laver foderplaner, budgetter, tænker i strategier og får faglig sparring fra mine erfarne kollegaer. Ude hos landmanden fungerer jeg som sparringspartner med fokus på deres køer, foder, medarbejdere og hvordan deres produktion kan optimeres. Mit job er meget alsidigt, og netop dét elsker jeg,” fortæller 27-årige Camilla, der er uddannet jordbrugsteknolog med speciale i kvæg og professionsbachelor i jordbrug med speciale i husdyr fra Erhvervsakademi Aarhus.

I job med det samme

Netop færdiguddannet blev Camilla ansat som kvægrådgiver ved Lemvigegnens Landboforening.

”Det gør mig virkelig glad at opleve, når min viden kan være med til at give landmændene værdi,” siger hun. 

Klart mål med uddannelsesforløb

Camilla har fra starten haft et klart mål med de to videregående uddannelser, hun har taget i rap.

”Jeg vidste allerede, da jeg gik i gang med jordbrugsteknologen, at den ikke kunne stå alene og at jeg ville have professionsbachelor-overbygningen med. Min ambition fra starten har været at blive kvægrådgiver, og med den 1,5-årige topup-uddannelse til professionsbachelor har jeg fået viden om bl.a. husdyrfysiologi, ledelse og strategi, så jeg er godt rustet i mødet med landmanden,” siger Camilla Schilling Pedersen, der er opvokset i Vejle, men i dag bor i Lemvig.