Brødrene Dahl investerer massivt i at efteruddanne interne sælgere

En række salgstalenter i Danmarks største VVS-grossist Brødrene Dahl er ved at efteruddanne sig til at blive supersælgere.

”Vi vil rigtig gerne være med til at flytte på jer, og I er nøje udvalgte,” lød det fra Brødrene Dahls HR-direktør Ann Marie Jakobsen til 22 sælgere under den fælles introdag til det nye uddannelsesforløb, som koncernen har døbt BD Akademi.

VVS-grossisten har udvalgt Erhvervsakademi Aarhus som uddannelsespartner.

”Det har vi gjort, fordi Erhvervsakademi Aarhus laver uddannelse af høj kvalitet og er gode til at tilrettelægge det fleksibelt i forhold til vores forretning og behov. Samtidig er undervisningen tonet til sælgernes hverdag og så er den praksisnær.”

Man skal ville vide mere

Ifølge HR-direktøren (billede) er de ansattes kompetenceudvikling et vigtigt element i udviklingen af den mere end 150 år gamle virksomhed med 1.350 medarbejdere og 53 butikker over hele landet.

”Det, vi skal leve af, er kompetencer. Fremtiden ligger i at vide mere og være nysgerrig,” understreger Ann Marie Jakobsen.

Brødrene Dahl satser på at starte nye hold hvert andet år. Virksomheden har omkring 200 interne sælgere. De er typisk startet som elever i Brødrene Dahl og har ofte baggrund som faglærte, fx kontoruddannede, salgsassistenter og vvs’ere.

Fastholdelse og udvikling

Med uddannelsesforløbet ønsker Brødrene Dahl at tiltrække og fastholde salgstalenter samt opkvalificere erfarne sælgere til en hverdag med ny købsadfærd, ’disruption’ og digitale udfordringer – og motivere deres ansatte til at gå nye karriereveje internt i virksomheden. 

”Vores forventninger til det her forløb er, at der kommer nogle dygtigere, topmotiverede salgsrådgivere ud i den anden ende, som kan løfte salget og udvikle virksomheden, og som også kan være med til at inspirere deres kolleger og give os nogle bedre resultater,” siger HR-direktør Ann Marie Jakobsen.

Praktik vægtes højt

Der vil blive undervist i de traditionelle merkantile fag som salgspsykologi, digital markedsføring og strategisk salg. Fælles for alle moduler er en praksisnær tilgang, så den studerende med det samme kan anvende sine nye færdigheder og omsætte det til værdi hjemme i virksomheden.

Tæt på komplet statsgodkendt, kort videregående uddannelse

Fagene på uddannelsesforløbet er hentet fra akademiuddannelsen i salg og markedsføring. Efter at have gennemført og bestået forløbet, kan den enkelte deltager vælge at tage endnu et valgfag og skrive et afgangsprojekt. Og vupti har deltageren en komplet akademiuddannelse, svarende til en kort videregående uddannelse.

Fleksibelt forløb

Undervisningsforløbet i det første fag strækker sig hen over sommeren og afsluttes til efteråret med eksamen, så der er tid til refleksion og hjemmearbejde mellem de enkelte undervisningsdage. Deltagerne kommer fra hele landet og ved at uddanne sig sammen, sideløbende med deres job, styrkes netværk og sammenhold på tværs af landet og organisationen.

Brødrene Dahl er ejet af Saint-Gobain Distribution Denmark A/S (SGDD), som også har byggecenterkæden Optimera og ventilationsproducenten Øland A/S i porteføljen.