19 studerende til DM i entreprenørskab

Erhvervsakademi Aarhus er igen i år stærkt repræsenteret med 19 studerende ved dette års DM i entreprenørskab torsdag den 31. maj i Børssalen i København.

Seks af de 20 teams, der er fundet egnet til at dyste om de prestigefyldte DM-titler, er fra Erhvervsakademi Aarhus. 

I år kan finalisterne også se frem til en ekstra fornøjelse. H.K.H. Kronprinsen deltager nemlig i præmieoverrækkelserne og skal møde nogle af de studerende.

Mobbespil-udviklere møder Kronprinsen

To studerende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship har sammen med en studerende fra VIA's læreruddannelse udviklet et prisvindende læringsspil.

BeBully er et spil, hvor børn og unge på egen krop kan opleve, hvordan det er at være mobber, medløber og offer for digital mobning.

 "Vi brænder for at forbedre livskvaliteten for fremtidens børn og unge," siger Amalie Jegstrup Jensen.

Spillet har allerede vundet VIA's innovationspris.

Gruppen har fået trykt 250 visitkort.

"Vi glæder os rigtig meget til at møde Kronprinsen og fortælle om vores spil."

Fra drikkeposer og sengetøj til Uganda-hjælp

Udover BeBully deltager disse teams fra Erhvervsakademi Aarhus:

  • Bæredygtighed og miljø er kodeord for DrinkBags fra markedsføringsøkonomuddannelsen. DrinkBags er en bæredygtig drikkeemballage, hvor der kan produceres 25 poser af samme mængde plast, svarende til ét plastlåg fra en plastflaske. Gruppen stiller op i Greentech-kategorien. 
  • Socialt entreprenørskab er i fokus for teamet Kale Nyabo. De vil støtte enlige mødre i Uganda ved at sælge håndlavede accessories, som mødrene laver, online. Kale Nyabo støtter også børnene ved at investere i deres skolegang. På den måde hjælpes både mødre og børn til en lysere fremtid. Gruppen stiller op i kategorien Social entrepreneurship. 
  • Tre markedsføringsøkonomer med speciale i iværksætteri fra Erhvervsakademi Aarhus står bag ideen SilverFabrics. Det er et sengesæt med sølvtråde i økologisk bomuld og antibakteriel virkning. Det giver en sundere søvn. Og er tilmed bæredygtigt. Til DM stiller de op i kategorien Lifetech. 
  • Jokebattle er en spil-app, som giver deltagerne mulighed for at være sociale samt at blive underholdt, på én og samme tid. Tre markedsføringsøkonomer med speciale i iværksætteri står bag Jokebattle. Gruppen stiller op i kategorien Social entrepreneurship. 
  • LastNova stiller op i kategorien Serviceinnovation med deres idé til en online service til bedemænd, så de kan sørge for at lukke de afdødes online profiler på sociale medier og andre online services. LastNova vandt det regionale mesterskab hos Erhverv Randers og er fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenørship. 

Store pengepræmier og adgang til EM

Til Danmarksmesterskabet dyster deltagerne om op til 50.000 kroner, titlen som Danmarksmester i Entreprenørskab og en adgangsbillet til EM i Entreprenørskab. 

De studerende dyster i fire kategorier:

Greentech, Serviceinnovation, Lifetech og Social entrepreneurship.

Der kåres én vinder i hver kategori og én samlet vinder af DM i Entreprenørskab, der går videre til Europamesterskabet. Det afholdes i Riga i slutningen af juni.

Fonden for Entreprenørskab arrangerer DM i Entreprenørskab sammen med Dansk Erhverv.

Eventet støttes også af Bloomberg, Tønder Energi- og Miljøfond, Trygfonden og Bristol Myers-Squibb, som hver står bag en af kategoripriserne på dagen.

DM afholdes i Børssalen hos Dansk Erhverv den 31. maj 2018.