Sådan virker fremtidens teknologier – nye it-kurser om Virtual Reality og Internet of Things

Efter først at blive udråbt til at være fremtiden lægger Virtual Reality nu an til det helt store gennembrud i erhvervslivet. Erhvervsakademi Aarhus er klar med to nye it-kurser.

Intelligente køleskabe, der selv sørger for at få leveret dagligvarer til din dør, og teknologier som virtual reality (VR) vinder hastigt frem. Alle typer af virksomheder efterspørger viden på området, og inden for få år vil VR-løsningerne indfri det potentiale, der ligger i dem.

"Udviklingen går stærkt, og det er afgørende for virksomhederne at følge med. Medarbejderne skal tilegne sig nye kompetencer inden for nye teknologier for at følge med i et samfund, der er under konstant forandring," siger Anne Kirketerp, uddannelsesleder på Erhvervsakademi Aarhus.

Bliv klædt på til fremtidens teknologi

Derfor introducerer Erhvervsakademi Aarhus i 2018 to nye it-fag, der skal klæde it-kyndige og andre nysgerrige på til at tackle fremtidens teknologi. Det ene fag sætter fokus på Virtual Reality-programmering, og det andet giver konkrete færdigheder til at designe ting, der kan kommunikere med internettet – også kaldet Internet of Things.

Man kan tage fagene som en del af akademiuddannelsen i informationsteknologi eller som et selvstændigt kursus.

"Hovedformålet med de nye it-fag er at give et godt afsæt for videreuddannelse," siger Anne Kirketerp.

Frygt ikke at blive hægtet af

Selv om man ikke er stærk i programmering, så er det ikke et krav at have praktiske færdigheder på forhånd.

"Tilgangen er både teoretisk og praktisk, men på et niveau, hvor alle kan være med. Derfor skal man ikke frygte at blive hægtet af, hvis man overvejer at tilmelde sig, men ikke kan skrive en eneste kode," beroliger Anne Kirketerp.

Begge fag indeholder elementer af programmering, men det får man undervisning i, understreger hun.

14. marts er Erhvervsakademi Aarhus vært for teknologikonferencen IT of Tomorrow, hvor det er muligt at høre mere om it-fagene og samtidig høre oplæg om Virtual Reality, Internet of Things, Machine learning og it-sikkerhed.

Bliv inspireret