Erhvervsakademi Aarhus kårer årets bedste praktikophold

Vær med i kapløbet om prisen for årets bedste praktikophold. Erhvervsakademi Aarhus opfordrer alle tidligere og nuværende studerende i praktik – danske og internationale - til at deltage i konkurrencen.

Igen i år kårer Erhvervsakademi Aarhus det bedste praktikophold.

Vinderen går videre til den nationale konkurrence i LEGO House i Billund den 16. maj, hvor Danmarks bedste praktikophold bliver kåret på tværs af alle landets erhvervsakademier.

"Samspillet med erhvervslivet er det centrale omdrejningspunkt for de danske erhvervsakademier og ikke mindst for Erhvervsakademi Aarhus. Med konkurrencen får vi sat endnu mere fokus på vores værdifulde makkerskab med virksomhederne og det praksisnære uddannelsesforløb, der er vores DNA," siger Christian Mathiasen, rektor på Erhvervsakademi Aarhus.

Hyldest til det gode samarbejde

Hvert år er over 2.000 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik. Praktik er obligatorisk på samtlige 25 videregående uddannelser. Det betyder, at der er et stort antal virksomheder, som gør en flot indsats for, at praktikken bliver en god faglig og personlig oplevelse. Konkurrencen er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et skulderklap.

"Praktikken giver vores studerende værdifuld erhvervserfaring. Det er her, de for alvor prøver deres færdigheder af og omsætter deres viden til værdi. For mange af vores studerende åbner praktikken tilmed døren til et job. Det obligatoriske praktikforløb er derfor et utrolig brugbart element på alle vores uddannelser," siger rektor Christian Mathiasen.

Om Årets praktik på Erhvervsakademi Aarhus 2018

De studerende indstiller virksomheden, hvor de har været i praktik.

Studerende, der har været i praktik på enten en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse (eller i egen virksomhed) i efteråret 2017 eller foråret 2018, kan indstille deres virksomhed digitalt via dette skema.

Praktikforløbet bliver vurderet inden for:

  • personlig og faglig udvikling
  • den sociale oplevelse
  • at gøre viden til værdi.

Det er muligt at indstille sit praktikophold frem til mandag den 12. marts kl. 8.00.

En jury udpeger vinderen fredag den 23. marts. Juryen består af repræsentanter fra erhvervslivet og Erhvervsakademi Aarhus.

Vinderen går videre til den nationale finale i det nybyggede LEGO House i Billund onsdag den 16. maj, hvor én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark bliver kåret.

Sådan deltager du i konkurrencen

Er du praktikant fra studieåret 2017-2018, indstiller du din praktikvirksomhed digitalt via dette skema.

Udvælgelsen af fem nominerede sker på baggrund af din indstilling, så fang gerne juryens opmærksomhed med gode eksempler og anekdoter, der underbygger, hvorfor netop dit praktikophold skal vinde.

Internationale studerende kan indstille via samme skema og vælge engelsk som sprog nederst.

Læs om sidste års vinder Jeppe Ahrensborg Grundt fra Aros Forsikring, der hjemtog en flot tredjeplads i den nationale konkurrence i Operaen på Holmen i København.