Fra international studerende til mentor

Alin Ene er tidligere international studerende på Erhvervsakademi Aarhus. Nu hjælper han som mentor andre internationale studerende med at lette overgangen fra studie til job.

Alin Ene kom fra Rumænien til Danmark i 2015, hvor han læste en overbygning i innovation og entrepreneurship.

Det er første gang, en tidligere international studerende på akademiet vender tilbage og bliver mentor for en anden international studerende.

"Forventer du at få noget, bør du også give noget tilbage. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi kan nyde gavn af hinandens viden og erfaringer," siger Alin Ene og slår ud med armene.

Fik selv hjælp til at starte egen virksomhed

Han er glad for, at der også var en mentor til at hjælpe ham, da han selv kom til Danmark med ønsker og drømme om fremtiden. Den oplevelse vil han gerne give videre.

"Mens jeg studerede, kom min mentor med gode råd til at starte en virksomhed op. Jeg fik brugbar sparring og tips til at arbejde mere effektivt og struktureret," forklarer Alin Ene.

Virksomheden, der tilbyder private hjælp til husholdningsarbejde, har klaret sig godt og er sat til salg.

I dag arbejder han som Digital Service Specialist hos Grundfos i Bjerringbro.

Vejen til toppen kræver hårdt arbejde

22 af mentorprogrammets 56 mentees er internationale studerende.

Mentoren tager den studerende under sine vinger og kan fx hjælpe med at sætte ord på, hvad vedkommende kan bruge sin uddannelse til, når han eller hun skal finde arbejde i Danmark.

"Jeg har selv været international studerende og ved, hvor svært det er at tilpasse sig en fremmed kultur. Hvad jeg har lært på Erhvervsakademi Aarhus, har virkelig hjulpet mig med at få fodfæste i det danske erhvervsliv," siger Alin Ene og uddyber:

"Drømmer du om at blive topchef? Helt fint. Men så skal du også vide, at vejen dertil er lang og kræver hårdt arbejde."

Kan være en uvurderlig støtte

Mentor og mentee mødes som udgangspunkt 4-6 gange i løbet af perioden. Mentee tager initiativ til møderne og forbereder en dagsorden, som sendes til mentor forud for mødet, så tiden bruges bedst muligt. Hvert møde varer ca. en time.

Alin Ene understreger, at han som mentor ikke har alle svarene. Men at han kan være en uvurderlig støtte.

"Det er en byggesten i dit professionelle liv. Hvordan du bruger den, er helt op til dig. Jeg kan som mentor hjælpe med at identificere, hvad du skal være opmærksom på, før du tager næste skridt på vejen," siger Alin Ene, der som sin første gerning har planer om at invitere både mentee og årgangen på innovation og entrepreneurshop-studiet til virksomhedsbesøg hos Grundfos.

Mentorforløb fortsætter fremgang

Antallet af mentorforløb på Erhvervsakademi Aarhus er firdoblet, siden programmet blev lanceret i 2013 med 14 mentorpar. I år er der 56 mentees og 54 mentorer.

De dedikerede mentorer er alt fra direktører og konsulenter til gårdejere og selvstændige erhvervsdrivende. De gør det ganske gratis og er drevet af et ønske om at gøre en forskel for et ungt menneske.

Mentorforløbet varer 6-12 måneder.

Forud for forløbet har mentor og mentee udfyldt et skema og svaret på forskellige spørgsmål om deres faglige baggrund og erfaring.

Jordbrugsteknologerne udpeger som de eneste selv deres mentor – de øvrige studerende får udpeget en.