Fra skoleprojekt til TV 2

Hvad der startede som et skoleprojekt på Erhvervsakademi Aarhus, har på kort tid udviklet sig til et iværksættereventyr for tre århusianske gutter. 130 flytninger er gennemført, og nu bliver DELEBOKS fulgt i et år i ny programserie på TV 2.

Gratis udlån af miljøvenlige flyttekasser stormer frem. Siden lanceringen i februar har DELEBOKS været en del af over 130 flytninger i Aarhus.

Det har betydet vokseværk for virksomheden, der i øjeblikket har til huse i studentervæksthuset GROW på Erhvervsakademi Aarhus. I samarbejde med Boligportal.dk, Danmarks største boligportal, er 300 nye flyttekasser indkøbt og klar til at indgå i flere flytninger.

"DELEBOKS vil gøre det miljøvenlige valg til det eneste rigtige - også økonomisk," siger Anders Wiese, der har stiftet virksomheden sammen med studiekammeraterne Mikkel Kirchhoff og Joachim Krøyer.

Fulgt af TV 2 og kendt iværksætter

Selve konceptet går ud på, at man helt gratis låner meget slidstærke, 60-liters flyttekasser fremstillet i 100 pct. genanvendt plastik. Når man så er færdig med sin flytning, afleverer man kasserne tilbage, så der er en ny flyttende, der kan få glæde af dem.

Idéen er så god, at TV 2 følger virksomheden igennem et år. Optagelserne bliver til en række programmer om iværksættere, hvor vært og mentor er Jacob Risgaard, medejer af Coolshop.

Sammen sætter de et ambitiøst mål, de skal indfri inden for et år.

"Hvad det er, må vi ikke afsløre, men det er en kæmpe motivationsfaktor, at der en stor iværksætter, som tror på os. Samtidig giver det en tro på, at det nok skal lykkes," siger Mikkel Kirchhoff.

"Jacob Risgaard giver en øl, hvis vi når vores mål. Så det skal vi," tilføjer Anders Wiese og griner.

Digital platform skal lette logistikken

De tre iværksættere fik idéen til DELEBOKS, mens de var i gang med uddannelsen til markedsføringsøkonom med speciale i iværksætteri på Erhvervsakademi Aarhus.

"Konceptet er blevet til i vores egen frustration over manglende alternativer til dyre, skrøbelige, u-handy og miljøbelastende papflyttekasser," fortæller Mikkel Kirchhoff.

Lige nu bliver kasserne udleveret fra en stor container på Institut for (X) i Aarhus, men snart skal det være nemt at afhente de bookede kasser direkte hjemme hos en anden DELEBOKS-bruger.

DELEBOKS arbejder nemlig på en digital platform, hvor man indbyrdes kan lave aftale om overlevering.

"Når man er færdig med sin flytning, kan andre i nærheden så få glæde af dem. Det vil gøre det hele lettere og samtidig spare miljøet for unødvendige køreture," forklarer Joachim Krøyer.

Billigst og mest miljøvenlig

Indtjeningen i firmaet kommer i første gang ved salg af reklameplads på siden af kasserne. Men på længere sigt vil DELEBOKS gerne kunne hjælpe med alle praktiske ting forbundet med en flytning.

"Vi har indgået samarbejde med Vindstød, der tilbyder noget af det billigste el på markedet, samtidig med at alt strømmen kommer fra 2.500 danske vindmøller. Det skal være billigt at vælge DELEBOKS, men samtidig skal man kunne stole på, at vi finder og formidler den bedste og mest miljøvenlige løsning," siger Joachim Krøyer.