Aros Forsikring er Danmarks 3. bedste praktiksted

Aros Forsikring er et af Danmarks bedste praktiksteder og vil gerne have flere finanspraktikanter som Jeppe Ahrensborg Grundt fra Erhvervsakademi Aarhus.

"Det var nogle dygtige finalister, jeg var oppe imod, så jeg er super glad for at være blandt de tre bedste," lød det fra den 23-årige prismodtager, der sammen med sin praktikvirksomhed Aros Forsikring fik en flot 3. plads i 'Årets Erhvervsakademipraktik'-konkurrence.

Prisen blev uddelt i Operaen på Holmen i København tirsdag eftermiddag den 16. maj foran 120 tilskuere.

Klar til flere praktikanter

Jeppe Ahrensborg Grundt har allerede fået job hos Aros Forsikring, når han til vinter bliver færdig med sin 3½-årige finansbacheloruddannelse. Og Aros Forsikring - de er nu klar til flere praktikanter, siger kundeservicechef Lisbeth Kløvelund.

"Praktikanter er med til at tilføre vores virksomhed nyt liv. Og en god måde at rekruttere nye medarbejdere på."

Også på Erhvervsakademi Aarhus klapper man i hænderne.

"Vi vil gerne have flere af vores finansstuderende til at tage praktik i forsikringsbranchen, og det kan dette prisvindende ophold måske inspirere til," siger uddannelseschef Maria Aggerholm Mols.

Et godt match

Jeppe var en af 433 studerende fra landets ni erhvervsakademier, der i løbet af foråret havde indstillet deres praktikvirksomhed til prisen 'Årets Erhvervsakademipraktik'. 

"Jeppe har på forbilledlig vis formået at gøre viden til værdi og udviklet sig fagligt og personligt," lød det fra juryformand Christine Antorini (S) fra Folketinget, da hun overrakte prisen.

På andenpladsen kom Skovbjerg Dyrlæge Team og jordbrugsteknologstuderende Line Christensen fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

På førstepladsen kom bådfabrikken Regal Boats i Florida og deres praktikant Rasmus Christensen, der læser til produktionsteknolog på Københavns Erhvervsakademi.

Hver fjerde får job

Hvert år er 10.000 studerende fra landets ni erhvervsakademier i praktik. I mange tilfælde åbner praktikken også døren til det første job - 25 procent får job i deres praktikvirksomhed.