160 ledige klar til at blive matchet

Stor tilslutning til skræddersyet matchforløb på Erhvervsakademi Aarhus, der skal hjælpe ledige med it-baggrund i job. Nu mangler virksomhederne.

Erhvervsakademi Aarhus har sammen med It-forum, jobcentrene i Aarhus, Skanderborg og Silkeborg samt lokalafdelingerne af Teknisk Landsforbund, HK og PROSA taget initiativ til et matchmaking-forløb, der skal matche ledige med de it-job, virksomhederne har svært ved at få besat.

Det tilbud har foreløbig 160 ledige taget imod. Næste step er at skabe det bedste match mellem kandidaternes kompetencer og virksomhedens ønsker. Her er der til gengæld behov for en stærkere opbakning.

"Vi oplever interesse fra alle kanter, men vi hører stadig meget gerne fra virksomheder, som har vanskeligt ved at finde it-specialister," siger chefkonsulent Thomas Hey fra Erhvervsakademi Aarhus.

Kun 4 virksomheder har henvendt sig, og det overrasker chefkonsulenten. Det er gratis at deltage i matchmaking, uddannelsesforløb og virksomhedspraktik for både virksomheden og den ledige.

"Det er et kendt problem, at et stigende antal virksomheder mangler it-folk," siger han.

Tilpasset virksomhedens behov

Målet med matchforløbet er at give de ledige øgede digitale færdigheder, så de kan få job og afhjælpe erhvervslivets mangel på it-arbejdskraft. Virksomheder får mulighed for at udvælge en kandidat, som kan noget af det, de har brug for, og gennem målrettet videreuddannelse bliver i stand til at løse nogle af de nødvendige it-opgaver.

"De ledige får et 10 ugers uddannelsesforløb, der er tilpasset virksomhedernes aktuelle behov," siger chefkonsulenten og understreger, at man så at sige skræddersyr sin fremtidige medarbejder.

Blandt de ledige er multimediedesignere, andre med en it-relateret uddannelse og dem, som ikke har papir på deres kunnen og vælges fra i rekrutteringsprocesserne. Der er både nyuddannede og dem med flere års erfaring, oplyser Thomas Hey.

Ligesom 'Gift ved første blik'

Charlotte Kæmpe er en af de ledige, som deltager i matchforløbet og håber, at det i sidste ende kaster et fast arbejde af sig.

"Jeg kommer til at tænke på tv-programmet 'Gift ved første blik', hvor man dater på baggrund af et kvalificeret match. Mine kompetencer holdes op imod et konkret behov i virksomheden," siger hun.

I samme situation står Konrad Kyjawski, og han har også tommelfingeren i vejret.

"Det giver mig mere motivation til at uddanne mig, da 10 uger er overskueligt, og der er gode muligheder for job efterfølgende," siger han.

20 i arbejde

Efter første informationsmøde om matchmaking-forløbet på Erhvervsakademi Aarhus, hvor jobsøgende fik mulighed for at skrive sig op, er 160 ledige blevet kompetenceafklaret i systemet.

Målet er at få 200-300 med en it-relateret uddannelse igennem forløbet og mindst 20 af dem i varig beskæftigelse.

Uddannelsen går i gang i september.

Matchmaking-forløbet indeholder både uddannelse og virksomhedspraktik, hvor den ledige arbejder med relevante opgaver for virksomheden. Forløbet tilrettelægges individuelt, men alle kandidater får et kursus i grundlæggende programmering.

Virksomheder er velkommen til at kontakte Thomas Hey for mere information.