2.118 nye studerende på Erhvervsakademi Aarhus

Der er godt nyt til 2.118 ansøgere, som får tilbudt en studieplads til efteråret 2017.

I dag får 1.586 unge besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus. Dertil kommer 532 optagne på professionsbacheloroverbygningerne. Dermed kan akademiet fra august byde velkommen til 2.118 nye studerende.

En lille nedgang på 137 eller seks procent i forhold til 2016 giver dog ikke anledning til bekymringer.

Største søgning nogensinde

Rektor Christian Mathiasen er glad for at kunne tilbyde de mange kvalificerede studerende en plads på Erhvervsakademi Aarhus og hæfter sig ved, at akademiet har modtaget hele 6.385 ansøgninger, hvilket er det højeste antal nogensinde.

"Vi har valgt at reducere optaget på uddannelser, hvor vi vurderer, at der bliver uddannet for mange i forhold til virksomhedernes efterspørgsel. Således kan vi være med til at sikre kvaliteten af vores uddannelser, og at flest muligt kommer i arbejde efter endt uddannelse," siger rektor Christian Mathiasen.

Det er bl.a. tilfældet for uddannelserne multimediedesigner med 136 optagne, international handel og markedsføring med 106 optagne samt digital konceptudvikling med 42 optagne.

"På tilsvarende vis har vi valgt at øge optaget på uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder," tilføjer han.

Optaget er fx særlig stort i år på den 3½-årige professionsbachelor i økonomi og IT, der fordobles med 69 optagne.

Nye uddannelser starter op

Også akademiets tre nye uddannelser har fået ansøgere nok til at starte op efter sommerferien. Uddannelserne i it-sikkerhed og e-handel optager henholdsvis 29 og 44 studerende.

21-årige Julie Elmann er sammen med 14 andre optaget på professionsbacheloruddannelsen i fødevareteknologi og –applikation, der er helt ny og den første af sin slags i Danmark.

Uddannelsen passer godt til hende, fordi hun får mulighed for at veksle mellem studiebøgerne, cases fra erhvervslivet og praksisnær undervisning i akademiets laboratorier, køkkener og moderne produktionsanlæg.

Lykken er gjort, hvis hun en dag bliver kvalitetschef i en international fødevarevirksomhed. Personligt går hun nemlig meget op i, at tingene er i orden, og en kvalitetschef sikrer, at nye fødevarer lever op til alle kvalitetskrav fra idé til færdigt produkt.

"Men studiet er selvfølgelig ikke bare laboratorier og bøger. Fællesskabet med mine medstuderende betyder også meget, så det er en fordel, at holdene på erhvervsakademiet er mindre end på universitetet. Det sociale sammenhold bliver stærkere på den måde," siger hun og lyser op i et smil, idet hun tilføjer:

"Frem for alt glæder jeg mig til at komme i gang."

Stadig ledige pladser

Hvis du ikke er blevet optaget på drømmeuddannelsen, er der stadig ledige pladser på Erhvervsakademi Aarhus. Søg om optagelse på bl.a. fødevareteknologi og –applikation, byggekoordinator og automationsteknolog.

Se listen med ledige studiepladser

Optag på Erhvervsakademi Aarhus

Markedsføringsøkonom, finansøkonom og multimediedesigner er de mest søgte uddannelser.

Erhvervsakademi AarhusSamlet optag
2010 1.139
2011 1.249
2012 1.430
2013 1.428
2014 1.656
2015 2.094
2016 2.256
2017 2.118