Studerende låner flyttekasser ud gratis

Gratis udlån af miljørigtige flyttekasser i stil med Freetrailer-konceptet på vej frem i Aarhus.

Tre studerende fra Erhvervsakademi Aarhus har brugt deres frustration til at starte en forretning. De låner miljøvenlige plastflyttekasser ud ganske gratis. Deres koncept er så godt, at stifteren af Freetrailer Allan Sønderskov Darré er blevet medpartner.

Startede med en frustration

Deleboks startede som et skoleprojekt blandt de tre studerende Mikkel Kirchhoff, Joachim Krøyer og Anders Wiese fra Erhvervsakademi Aarhus (billede).

”Konceptet er blevet til i vores egen frustration over manglende alternativer til dyre, skrøbelige, u-handy og miljøbelastende papflyttekasser,” fortæller Mikkel Kirchhoff, der sammen med sine to medpartnere til dagligt læser til markedsføringsøkonom med speciale i iværksætteri.

Del dine flyttekasser

Selve konceptet fungerer således, at man låner flyttekasser fremstillet i 100 pct. genanvendt plastik, helt gratis. Når man så er færdig med sin flytning, afleverer man kasserne tilbage, så der er en ny flyttende, der kan få glæde af dem.

Ny form for reklamesøjle

Projektet er netop skudt i gang med 150 sorte, meget slidstærke flyttekasser på 52 liter. Deleboks har allerede været en del af ni flytninger. De første kunder kom i hus via facebookgruppen ’Del dine flyttekasser i Aarhus’.

Indtjeningen i firmaet skal komme ved salg af reklameplads på siden af kasserne. Drengene vil gerne have store bygge- og møbel-kæder som annoncører.

”Vi tror på, at vores koncept kan gøre op med det store overforbrug af papflyttekasser og give flyttende incitament til at bruge deleøkonomi i en ny del af deres tilværelse,” lyder det fra de tre iværksættere.

Læs mere på deleboks.dk