Erhvervsakademi Aarhus kårer årets bedste praktikophold

Vær med i kapløbet om prisen for årets bedste praktikophold. Erhvervsakademi Aarhus opfordrer alle tidligere og nuværende studerende i praktik – danske og internationale - til at deltage i konkurrencen.

For andet år i streg kårer Erhvervsakademi Aarhus det bedste praktikophold. Prisen går til et praktikophold, der har været særligt godt, og vinderen går videre til en national konkurrence med Danmarks otte andre erhvervsakademier.

”Samspillet med erhvervslivet er det centrale omdrejningspunkt for de danske erhvervsakademier og ikke mindst for Erhvervsakademi Aarhus. Med konkurrencen skabes endnu mere fokus på det værdifulde makkerskab vi har med virksomheder og det praksisnære uddannelsesforløb, der er vores DNA,” siger erhvervsakademiets rektor Christian Mathiasen.

Hyldest til det gode samarbejde

Hvert år er over 2.000 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i praktik. Praktik er obligatorisk på samtlige 25 videregående uddannelser. Det betyder, at der er et stort antal virksomheder, som gør en flot indsats for at praktikken bliver en god faglig og personlig oplevelse. Konkurrencen er de studerendes mulighed for at give deres praktikvirksomhed et skulderklap.

”Praktikken giver vores studerende værdifuld erhvervserfaring. Det er her, de for alvor prøver deres færdigheder af og omsætter deres viden til værdi. For mange af vores studerende åbner praktikken tilmed døren til et job. Det obligatoriske praktikforløb er derfor et utrolig brugbart element på alle vores uddannelser,” siger rektor Christian Mathiasen.

Fakta om Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik

De studerende indstiller den virksomhed, de har været i praktik i. Studerende, der har været i praktik på enten en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse (eller i egen virksomhed) i efteråret 2016 eller foråret 2017 kan indstille deres virksomhed via dette skema.

Praktikforløbet vurderes inden for:

  • personlig og faglig udvikling
  • den sociale oplevelse
  • at gøre viden til værdi.

Vinderen går videre til national konkurrence

Konkurrencen om at vinde årets praktik på Erhvervsakademi Aarhus varer frem til mandag den 13. marts. Vinderen kåres af en jury, der består af repræsentanter fra erhvervslivet, en studenterorganisation og Erhvervsakademi Aarhus.

Vinderen går videre til den nationale konkurrence i København, hvor der findes én samlet vinder for alle erhvervsakademier i Danmark.

Vinderen fra hvert erhvervsakademi skal dermed konkurrere mod hinanden og præsentere deres praktikophold for en national jury tirsdag den 16. maj i Operaen på Holmen i København. 

Sådan deltager du i konkurrencen

Er du praktikant fra studieåret 2016-2017, indstiller du din praktikvirksomhed via dette skema.

Internationale studerende kan indstille via dette, engelske skema  (vælg sprog nederst i skemaet) - og læse mere her.

Læs om sidste års vinder Mads Fuglsang Hedegaard fra Dansk Supermarked