10.000 unge jagter drømmeuddannelsen i Aarhus

Aarhus bliver omdannet til landets største uddannelsesmesse, når flere end 10.000 unge kommer til byen for at deltage i det store u-days-arrangement fra torsdag til lørdag i denne uge.

Aarhus får besøg af sin egen fremtid i fra torsdag til lørdag den 2.-4. marts.

Her skal flere end 10.000 unge fra hele landet se nærmere på de 132 uddannelser, som byens ni videregående uddannelsesinstitutioner, deriblandt Erhvervsakademi Aarhus, har at byde på.

Bliv klogere på fag, studiemiljø og karriereudsigter

Uanset om man er til arkitektur, fysioterapi eller økonomi, så giver u-days mulighed for at blive klogere på både fagindhold, studiemiljø og karriereudsigter hos de forskellige uddannelser.

Især karriereperspektivet optager flere og flere af de unge, som besøger u-days. Det siger studie- og karrierevejleder Jens Bach Nielsen fra Erhvervsakademi Aarhus.

"Det handler ikke blot om at vælge uddannelsen til – det handler i lige så høj grad om at vælge fra. At man møder op til et af disse arrangementer og tænker ”det er ikke lige mig,” betyder mindst ligeså meget, som hvis man tænker ”det var spændende, det skal jeg helt sikkert søge ind på.”

U-days afklarer de unge

82 procent af deltagerne ved sidste års u-days-arrangement blev mere afklaret om deres studievalg.

U-days har igen i år indgået aftaler med Midttrafik og Arriva, som betyder, at deltagere ved arrangementet kan køre gratis i bybusserne og få rabat på togbilletter.

Læs mere om u-days den 2., 3. og 4. marts 2017 på Erhvervsakademi Aarhus.

Fakta om u-days

  • Fælles åbent-hus-arrangement for de ni videregående uddannelsesinstitutioner i Aarhus Samt Studievalg Østjylland
  • 132 uddannelser
  • Antal forventede besøgende: godt 10.000. 
  • Sidste år kom der over 10.000 gæster til u-days
  • u-days afholdes for 13. år i træk
  • Sidste års evaluering viste, at 82 % af de unge bliver mere afklarede om deres uddannelsesvalg efter at have deltaget i u-days.
  • En række studerende bliver på forhånd klædt på til at kunne svare på spørgsmål om boligsituationen i Aarhus.
  • u-days samarbejder igen i år med både Midttrafik (gratis transport med bybusserne) og Arriva (togbillet med rabat)