Praktik i Kina hitter

Antallet af studerende, som tager et praktikophold i Kina, er tredoblet det seneste år. Udviklingen glæder chef for karriere og internationalisering på Erhvervsakademi Aarhus, Mads Hedelund.

Flere og flere studerende på Erhvervsakademi Aarhus vælger at tage deres praktik ud over landets og ofte også kontinentets grænser.

Især Kina er et yndet rejsemål. I 2017 har 15 studerende indgået aftale om praktik i en virksomhed i Kina, og det er en tredobling i forhold til året før.

I alt har 250 studerende fra erhvervsakademiet taget deres praktik i udlandet. Andre lande omfatter bl.a. Australien, Belgien, Tyskland, Norge og Sverige.

Det vækker begejstring hos chefen for karriere og internationalisering, Mads Hedelund.

"De seneste år har vi satset målrettet og strategisk på at få studerende i praktikophold i virksomheder og organisationer i udlandet – især i lande uden for Europa. Derfor er vi også glade for at se en markant fremgang for Kina, hvor vores studerende kan lære rigtig meget om kinesisk business. Det er væsentligt, da Kina i dag er verdens næststørste økonomi og en vigtig samhandelspartner for Danmark," siger Mads Hedelund.

Erfaring kan man ikke læse sig til

Andre af akademiets såkaldte hotspots for udlandspraktik er bl.a. Toronto i Canada, Dar es-Salaam i Tanzania og Kuala Lumpur i Malaysia.

De seneste par år har akademiet opbygget et stærkt netværk af kontakter og samarbejdspartnere i disse lande. Men de studerende står i sidste ende selv med ansvaret for at finde og indgå aftaler om en praktikplads, understreger Mads Hedelund.

"Udlandspraktik modner vores studerende. De får internationale kompetencer og konkret erfaring med at lave forretninger i fx Kina, og det kan man ikke læse sig til. Det er helt afgørende i en tid, hvor mange danske virksomheder har stor berøring med verden udenfor," siger Mads Hedelund.

Matiss bor i Kinas svar på Silicon Valley

24-årige Matiss Zarins er en af de studerende, som har taget turen til Kina. Han er uddannet autoteknolog på Erhvervsakademi Aarhus og er i gang med en 1½-årig overbygning til professionsbachelor i produktudvikling og teknisk integration.

Praktikopholdet på sidste semester har han valgt at tage i millionbyen Shenzhen, der er kendt som Kinas teknologiske hovedkvarter, hvor udviklingen er drevet af innovation og rå robotteknologi.

"I Shenzhen produceres og udvikles rigtig meget af verdens teknologi, og byen omtales tit som Kinas svar på Silicon Valley – et sandt teknologi-mekka. Der er gode muligheder for at lære og komme helt tæt på dygtige ingeniører og deres arbejdsmetoder," siger Matiss Zarins og fortsætter:

"Jeg er en meget rejselysten type, og det at kunne kombinere praktik med kulturel erfaring er en kæmpe fordel for mig. Kina er drønspændende på den teknologiske front."

Hans praktik varer 3 måneder og afsluttes med et bachelorprojekt, der tager udgangspunkt i praktikstedet.

Matiss er i praktik i Kinas svar på Silicon Valley

Matiss Zarins er i praktik hos et makerspace i Shenzhen, der er Kinas fremadstormende centrum for teknologisk innovation.

Læs mere om Matiss praktikophold

Adgang til et fremadstormende marked

Mads Hedelund fortæller, at akademiet hele tiden stiller krav til kvaliteten af praktikstederne for at sikre de studerendes udbytte af opholdet. Derfor passer Shenzhen godt til Matiss Zarins, idet han har stor interesse i teknik og produktudvikling.

"Shenzhen giver unikke muligheder for it- og elektronikstuderende, fordi de får adgang til et fremadstormende marked, hvor teknologivirksomhederne effektivt og lynende hurtigt leverer produkter fra idé og tegnebræt til produktion," siger Mads Hedelund.

Erhvervsakademi Aarhus arrangerer også to ugers sommerskoler i fx Canada, Malaysia og Tanzania, hvor studerende i en kortere periode kan opleve en fremmed kultur, samtidig med at de udvider deres faglige horisont.