Rolf Høegh gæster Erhvervsakademi Aarhus

”Ekspedienter er blevet nutidens kassedamer m/k. De står bag disken og pakker ind, mens de ligner 15 watts pærer, der er ved at gå ud. Det er sørgeligt,” påpeger salgstræner Rolf Høegh, der gæster Erhvervsakademi Aarhus onsdag den 30. november.

Hvornår fik du sidst en god oplevelse i en butik? Nej, vel. Uengagerede sælgere og dårlig kundeservice er snarere reglen end undtagelsen i mange detailbutikker og i særdeleshed kædevarebutikker. Det skorter mildt sagt på gode oplevelser, individuel rådgivning og venlighed.  

15 watts pærer, der er ved at gå ud

Bredsiden kommer fra salgsekspert Rolf Høegh fra Resultatskaber.dk og butiksejer Mads Vestergaard Madsen fra In Sport i Aarhus.

De to herrer gæster onsdag den 30. november ’Forum for salg og markedsføring’ på Erhvervsakademi Aarhus for at give gode råd om at sælge.

Rank ryggen og træn

Detailhandlere brokker sig over den stigende nethandel. Vist er webbutikkerne en alvorlig konkurrent, men i stedet for at klynke skulle butikkerne ranke ryggen og komme i gang med at træne deres sælgere. Det siger Rolf Høegh, forfatter og indehaver af ejendomsmæglerkæden Place2Live og virksomheden Resultatskaber.dk.

”Tænk, hvis sælgere trænede ligeså meget som sportsfolk. Hvis detailhandelen fortsætter som de gør, bliver de bare udstillingsvinduer. Jeg håber, de vågner op,” siger Rolf Høegh.

Der skal så lidt til

Rolf Høegh er forfatter til bogen ’En sælgers bekendelser’, der handler om, hvordan man får succes både som sælger og menneske. Han holder foredrag for virksomheder, foreninger og organisationer om samme emne og underviser i øget salg.

”Der skal så lidt til for at gøre kunden tilfreds. Det kan være en lille ting som at kigge kunden i øjnene og smile pænt. Eller pakke varen ind i cellofanpapir og give den til kunden direkte, i stedet for at lange den hen over disken,” konkluderer Rolf Høegh, der også har medvirket i DR2 dokumentaren ’Kunsten at sælge’.

Lytter til kunderne

I Klostergade i Latinerkvarteret i Aarhus ligger Årets Detailbutik. Indehaver Mads Vestergaard Madsen har drevet sportsbutikken In Sport sammen med Jan Jonasson de sidste 15 år og har seks ansatte.

”Vi er i den grad bevidste om, at vi skal hjælpe kunderne, at de er forskellige og skal behandles forskelligt. En god sælger aflæser og lytter til kunden,” siger Mads Vestergaard Madsen, der hellere ansætter ”glade sportsnørder” end uddannede sælgere.

”Hellere have en ekspedient, der brænder for sport og ved noget om de produkter, han sælger. Så kan vi altid lære ham at sælge.” 

Tænk, at kunderne gider komme i min butik

Mads Vestergaard Madsen tilføjer:

”Når kunderne træder ind ad døren tænker jeg, tænk engang, at de gider at bevæge sig ind i min butik. Det motiverer mig til at gøre mit yderste for at give kunderne en god oplevelse og hjælpe dem med at finde den helt rigtige løbesko, ketsjer osv. Vi står ikke bare bag disken og venter på, at kunderne kommer til os. Vi prioriterer at være ude på gulvet og hjælpe kunderne 95 pct. af tiden.”

Hvornår

Deltag i debatten om butikkernes ringe serviceniveau og bliv klogere, når Rolf Høegh og Mads Vestergaard Madsen deler ud af deres erfaringer om, hvordan butikkerne øger omsætningen og får kunderne til at smile.

Det sker onsdag den 30. november 2016 kl. 15-17 på Erhvervsakademi Aarhus, Ringvej Syd 104, 8260 Viby J. – i kantineområdet. 

Tilmeld dig her

Gratis adgang for alle

Arrangementet er gratis for alle. Alle er velkomne uafhængigt af uddannelsesniveau, branche og opgavetyper - bare man interesserer sig for salg og markedsføring.

Tilmelding til arrangement

Tilmeld dig næste arrangement i 'Forum for salg og markedsføring'.

Tilmeld dig her