Interaktionsdesigneres rolle i Virtual Reality

Projektet hjælper små og mellemstore virksomheder med at designe Virtual Reality til brug som formidlingsplatform, undervisning, i markedsføring eller som spil og kunst.

Erhvervsakademi Aarhus ønsker at kvalificere fagområdet interaktionsdesign ved at afdække, hvordan interaktionsdesign anvendes i erhvervslivets projekter med teknologien Virtual reality.   

Målgrupperne for projektet er uddannelsesorganisationer med fokus på Virtual Reality, studerende med interesse for teknologien samt private virksomheder, der arbejder med teknologien. 

Projektets baggrund og formål

Virtual Reality er et nyt digitalt medie, der giver en person mulighed for at ”træde ind i” en fuldt virtuel verden.

Virtual Reality anvendes allerede på en række forskellige områder, herunder formidling og markedsføring, undervisning og træning, underholdning og kultur, behandling og rehabilitering.

Blandet andet på grund af den udbredte anvendelse diskuteres det fortsat, hvordan interaktioner i Virtual Reality bedst designes. Fagområdet interaktionsdesign beskæftiger sig netop med design af interaktion i digitale produkter, og det er derfor oplagt at se på, hvordan interaktionsdesign bedst anvendes til at guide produktionen af Virtual Reality.

Mediets brede anvendelsesmuligheder har tiltrukket stor interesse fra flere af akademiets aftagervirksomheder. Siden august 2017 har Erhvervsakademi Aarhus i regi af 10 ECTS-faget XR Development arbejdet sammen med virksomheder på projekter med teknologien Virtual Reality.

I løbet af projektarbejdet er der blevet opdaget en række problematikker forbundet med interaktionsdesign til Virtual Reality. Disse udgør baggrunden for dette forskningsprojekt. ¨¨

Formålet med forskningsprojektet er derfor at belyse fagområdet interaktionsdesign i samarbejde med erhvervslivet og få afdækket, hvordan interaktionsdesign kan løses disse problematikker.

Projektets aktiviteter og handling

  • Kvalificering af projektet blandt anerkendte ekspertorganisationer, der arbejder med teknologien Virtual Reality eller beslægtede teknologier som Augmented Reality
  • Undersøgelsesaktiviteter i form af litteraturstudie og interviews
  • Produktion af e-publikation

Projektets forventede effekt og resultater

Det forventes, at projektet vil resultere i følgende:

  • En kvalificering af fagområdet interaktionsdesign i virksomheder der arbejder med Virtual Reality.
  • En e-publikation med et fagportræt af rollen som interaktionsdesigner i små og mellemstore virksomheder, der har fokus på Virtual Reality
  • Workshop for undervisere på danske erhvervsakademier med udgangspunkt i fund fra forskningsprojektet
  • Workshop for virksomhedsrepræsentanter på danske erhvervsakademier med udgangspunkt i fund fra forskningsprojektet

Projektets samarbejdspartnere

Projektets emne er undersøgt i samarbejde med virksomhederne Unity Studios, KANDA, CADpeople og MAAND. 

Projektets vinkel er kvalificeret i samarbejde med Aarhus Universitet, Alexandra instituttet og Aarhus Kommune.

Projektperiode og kontaktperson

  • Projektperiode: frem til juni 2019
  • Projektleder: Mads Vestergaard Karkov Holst
  • Officiel projekttitel: Interaktionsdesigneres rolle i Virtual Reality