Anders er snart klar til sit næste job

Tanket op med ny viden om Cloud Computing, Internet of Things og programmering føler Anders Duemose Lund sig godt rustet til sit næste job. Han er som ledig i fuld gang med et 12 ugers uddannelsesforløb, der udbydes i samarbejde med Convision og Erhvervsakademi Aarhus

Nogle gange sker ting bare lidt tilfældigt. Og det var også tilfældet for 34-årige Anders Lund, der midt i sine overvejelser om nye jobmuligheder får en mail fra sin a-kasse med et tilbud, han ikke kan sige nej til. Tilbuddet var et 12 ugers AWS re/Start uddannelsesforløb om Cloud Computing, Internet of Things og programmering.

”Tilbuddet var på flere måder lige det, jeg stod og manglede. For det første var det gratis, for det andet tilegner du dig nye relevante kompetencer, du får papir på det du kan, og så øges dine muligheder for job efterfølgende. Alt sammen gode argumenter når du som mig, har været i en spændende stilling, der desværre er blevet nedlagt,” siger Anders Duemose Lund.

Anders har en kandidat i Medialogi fra Aalborg Universitet, AAU. En uddannelse, hvor du dels lærer om videnskaben og teknologierne bag interaktive digitale systemer som apps, VR, IoT, computerspil etc., og dels lærer at designe teknologiske løsninger. Hans første job var på Aarhus Universitet, AU, – Science at Home.

CV matcher ikke længere jobkravene

”Mit arbejde bestod i at udvikle spil til videnskabelige formål – altså spil der samler data ind, mens brugere spiller på dem. Spillene kan spilles af alle og er underholdende i sig selv, men bidrager samtidig med data, som AU brugte til optimering af kvantecomputere – og den måde du flytter rundt på atomer. Et projekt, der for mit vedkommende måtte stoppe på grund af manglende fondsmidler.”

Det betød også, at Anders efter syv års ansættelse på AU – Science at Home blev ledig i juni 2021, hvor det også gik op for ham, at han stod med et CV, der ikke matchede jobønskerne.

”På papiret har jeg stor erfaring med at udvikle spil, men for mig har spil de seneste syv år været en vej til videnskabelige resultater. Det er ikke min drivkraft at udvikle spil i sig selv, men ifølge mit CV er det det, jeg kan – og det begrænser mig i forhold til de jobs jeg kan søge.”

Vil have konkrete beviser på kompetencer på papiret

For at øge mulighederne for jobsøgning vælger Anders at dygtiggøre sig indenfor web- og android udvikling, hvilket han bruger et par måneder på – og også kommer i betragtning til et job hos en online bank, som dog ikke bliver til noget.

”En af de ting, der udfordrer min jobsøgning, er manglende formelle beviser på det jeg kan. Derfor passer AWS re/Start og Erhvervsakademi Aarhus tilbud, som min a-kasse kontakter mig om, så godt, da det både tilbyder konkret kompetenceudvikling, og et formelt anerkendt bevis på, det du har lært. Der for sagde jeg ja med det samme.”

Anders mangler en måned af uddannelsesforløbet, som konkret består af online undervisning via teams med en kombination af slides, der gennemgås, selvundervisning og simuleringer af cases med step by step guides.

”Du kan godt fornemme det er et amerikansk koncept, men jeg synes det har en god kombination af teori og praksis, selvstudie og fremmøde. Hver fredag har vi fx testeksamen, hvor du med det samme får en procentvis svarrate, der giver en fornemmelse af dit niveau og hvor dine stærke og svage sider er – og dermed, hvordan du skal fokusere din indsats.”

Vigtigt at prioritere tid til selvstudie

Undervisningen i det tre fag, som uddannelsesforløbet består af, ligger typisk fra kl. 8.30 til mellem kl. 13.00 og 16.00. Det mest udfordrende for Anders er at få tilpasset studiet til hverdagen, så han ikke kommer bagud. Og så er det vigtigt at prioritere tid til selvstudie. Uddannelsen foregår på engelsk, men alle deltagerne er danske.

”Jeg vil kalde forløbet fuldtid plus, og på nogle af fagene er læringskurven dertil ret stejl. Jeg er fx glad for at have erfaring med programmering i forvejen, så jeg ikke skulle lære det fra bunden, selv om det på papiret ikke kræver særlige forudsætninger. Men det går, også fordi deltagerne er gode til at hjælpe hinanden.”

Står bedre rustet til at søge job

Når Anders afslutter forløbet til juni, ser han sig som bedre rustet til at søge job, men han overvejer også muligheden for at melde sig til et kursusforløb mere - som AWS Associate Solution Architect - da det så vil åbne for endnu flere jobmuligheder.