Et kursus fra professionsbacheloruddannelsen i fødevareteknologi og applikation
Dette kursus beskæftiger sig teoretisk og praktisk med anvendelse af enzymer, bakterier og svampe til fremstilling af udvalgte fødevarer.
Vi fokuserer på fermenteringens indflydelse på det færdige produkts sensoriske kvalitet, og du får viden om fordærvelses- og patogene mikroorganismers vækstbetingelser før, under og efter fermenteringen.
Herunder arbejder vi med design af forsøg, således at fødevarens mikrobiologiske kvalitet sikres og kontrolleres.
Om undervisningen
Undervisningen er en blanding af fremmøde-lektioner samt selvstudium, forberedelse, opgaver og oplæg.
Du følger undervisningen sammen med studerende på fuldtidsuddannelsen professionsbachelor i fødevareteknologi og applikation.
Hvornår foregår undervisningen?
Undervisningen foregår i dagtimerne med i alt 32 fremmøde-lektioner fordelt over typisk 10-20 uger. Derudover skal du afsætte tid til opgaveløsning og gruppearbejde. Undervisningstidspunkter og -omfang varierer fra uge til uge.
Kurset begynder typisk mandag i den første uge og slutter fredag i den sidste uge i den angivne periode.
Tag et kursus inden for fødevareteknologi og applikation
'Fermentering' er et studieretningsfag på professionsbacheloruddannelsen i fødevareteknologi og applikation. Vi udbyder årligt 8 sådanne kurser fra uddannelsen på enten 5 eller 10 ECTS-point.
Eksamen og ECTS-point
Kurset afsluttes med en eksamen. Faget svarer til 5 ECTS-point og er kompetencegivende.
Tilmeld dig hurtigst muligt
Tilmeldingsfristen er 14 dage før startdato. Hvis tilmeldingsknappen er synlig - også efter fristen - betyder det, at du stadig kan nå at tilmelde dig, fordi vi har ledige pladser. Vi opfordrer dog altid til, at du tilmelder dig i så god tid som muligt for at sikre oprettelse af kurset.
Ingen kursusdato fastlagt