Hvis du efteruddanner dig, er det også godt for firmaet

It-branchen udvikler sig hele tiden. Derfor tog Jens Christian fra IT Relation og Brian fra QAMPO springet ind på en diplomuddannelse i webudvikling, mens de arbejdede ved siden af

Selv om en del erhverv og jobtyper har forandret sig voldsomt gennem de senere år, er it-branchen et af de steder, hvor udviklingen er gået allerstærkest.

Det har Brian Munksgaard fra it-virksomheden QAMPO i Aarhus V. for længst lagt mærke til.

Gennem sine 15 år i it-branchen har han godt nok sørget for at følge med i udviklingen, fx ved at tage fag på datamatiker-uddannelsen og kurser.

Alligevel kunne han efterhånden mærke, at det ikke længere var nok med kurser for at holde sig ajour. Og da han kiggede markedet igennem, var der meget at vælge imellem.

"Jeg ville først være taget ind på en master i it. Jeg har i forvejen den gamle edb-assistent-uddannelse, og jeg har også en akademiuddannelse, men da jeg kiggede nærmere på det, passede diplomuddannelsen i webudvikling bedre til mit niveau."

Webudvikling på bachelor-niveau

Diplomuddannelsen i webudvikling svarer i niveau til en bacheloruddannelse og tager to-tre år.

De fleste studerende læser, mens de arbejder ved siden af, og undervejs på uddannelsen var Brians årelange arbejdserfaring da også meget værdifuld at have med i bagagen, fordi flere fag lå tæt på det, han havde arbejdet med.

Alligevel var hans favorit-fag på uddannelsen det, der lå længst væk fra hans hidtidige erfaring.

"Faget interfacedesign var nok ikke det, jeg arbejdede mest med, men jeg lærte virkelig meget på det fag. Der var gode undervisere, det var der på hele uddannelsen, og den har sat en ramme for, at jeg nu er mere klar, hvis jeg på et tidspunkt vil læse videre. Også selv om afgangsprojektet på uddannelsen trak tænder ud"

Stærkere inden for grafiske brugerflader

Afgangsprojektet, der var kronen på værket over tre års efteruddannelse, handlede om API'ers sikkerhed, og Brian valgte at lave afgangsprojektet i et makkerskab med sin studiekammerat Jens Christian.

Jens Christian (der ses på billedet) er software architect i Aarhus-firmaet IT Relation, og han fremhæver også faget 'interfacedesign' som sit favoritfag, fordi det har gjort det nemmere for ham at tænke brugervenlighed og front-end sammen med sin egen faglighed:

"Jeg var ikke god til de grafiske brugerflader, og jeg følte, at det var en mangel ved min egen kunnen. Men nu føler jeg mig stærkere inden for dét. Når vi fx skal lave en hjemmeside for en kunde, så gør min nye viden, at jeg kan komme med bedre indspark til grafikere. It-konsulenter kan godt begynde at designe hjemmesider, der kan have god nok funktionalitet, men nogle er tydeligt lavet uden at se på det fra brugernes side.", siger han.

Faget Android-udvikling har også gjort det nemmere for Jens Christian at sparre med udviklere, fordi vejen fra beskrivelse til konkret udvikling bliver kortere, når han kan give dem bedre sparring.

Efteruddannelse er win-win

Begge de aarhusianske it-folk understreger, at en diplomuddannelse kræver, at man tager sig tiden til at læse og få lavet afleveringerne – og at der skal være opbakning både fra baglandet hjemme i familien og ledelsen på jobbet.

Det sidste har de begge oplevet på deres nuværende arbejdsplads, og Brian Munksgaard slutter af med, at hans chef egentlig bare ser efteruddannelse som et win-win – også selv om firmaet har betalt deltagergebyret. For som han siger:

"Den tilgang, de har på mit job, er, at hvis du uddanner dig – så er det også godt for os.

 

Leon og Karen læser også diplomuddannelsen i webudvikling

Med uddannelsen håber Karen og Leon Karen at dygtiggøre sig og kunne vælge mellem flere jobs i it-sektoren.

Læs deres erfaringer med uddannelsen her

Se det aktuelle fagudbud og tilmeld dig