Human Resource Management

Akademiuddannelsen i ledelse

Human resources er en af virksomhedens vigtigste konkurrenceparametre. I dag er det derfor en af lederens mest centrale opgaver at udvikle de menneskelige ressourcer, så medarbejderne konstant følger med udviklingen og kan opfylde krav, der stilles til organisationen. Det betyder, at kravene til lederens HR-kompetencer er større end nogensinde før.

Bliv klædt på til lederopgaverne inden for HR

Med Human Resource Management opnår du kompetencer til selvstændigt at varetage de ledelsesmæssige HR-opgaver med henblik på at tiltrække, fastholde, udvikle og afvikle medarbejdere.

Fagets indhold

På Human Resource Management kommer du bl.a. til at arbejde med disse centrale temaer:

  • Human resources og strategisk ledelse

  • HR i global og lokal perspektiv
  • Personalepolitik
  • Personaleplanlægning
  • Tiltrækning af medarbejdere
  • Udvikling af medarbejdere
  • Fastholdelse af medarbejdere
  • Afvikling af medarbejdere
  • Samtaleformer
  • Arbejde med HR-problemstilling i egen virksomhed.

Skab sammenhæng mellem HR og strategi

Faget fokuserer på medarbejdernes betydning for virksomhedens succes med strategiarbejdet. Med udgangspunkt i virksomhedens strategi skal du som leder fx kunne afdække virksomhedens kompetencebehov og udarbejde og gennemføre en kompetenceudviklingsplan.

Dit udbytte

Efter forløbet er det målet, at du kan:

  • forstå sammenhængen mellem HR og virksomhedens øvrige forretningsmæssige strategier og organisationen
  • forstå generelle metoder om tiltrækning, fastholdelse, udvikling og afvikling af personale
  • afdække et rekrutteringsbehov gennem en job- og personanalyse
  • anvende relevante samtaleformer for human resources.

Sådan arbejder vi

Grundlaget for undervisningen er din dagligdag. Det er derfor vigtigt, at du selv er aktiv og bidrager med dine egne erfaringer. Din læring sker i et miks, hvor du får ny viden gennem oplæg og refleksion – og ikke mindst gennem sparring i mindre grupper.

Eksamen og ECTS-point

Du afslutter forløbet med at skrive en synopsis (kort skriftlig fremstilling) og en mundtlig eksamen, der har afsæt i synopsen. Du får karakter efter 7-trinsskalaen. Human Resource Management giver 10 ECTS-point.

Begynd i februar eller september

Vi opretter hold med start i februar og september, men optager løbende studerende til det kommende hold. Tilmeld dig gerne, når du har besluttet dig, da der kan være ventelister til holdene. 

Hel uddannelse, eller enkeltstående forløb

'Human Resource Management' er et fag på akademiuddannelsen i ledelse , der er en del af fagområdet for ledelse. Det kan også indgå som valgfag på andre akademiuddannelser, eller du kan tage det som et enkeltstående forløb.

Vil du tage en hel uddannelse, men er i tvivl om sammensætning af fag, kan du kontakte os på deltid@eaaa.dk eller telefon 7228 6160.

Tilmeld dig hurtigst muligt

Tilmeldingsfristen er 14 dage før startdato. Hvis tilmeldingsknappen er synlig - også efter fristen - betyder det, at du stadig kan nå at tilmelde dig, fordi vi har ledige pladser. Vi opfordrer dog altid til, at du tilmelder dig i så god tid som muligt for at sikre oprettelse af faget.