Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser

Akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion

At kunne samarbejde på tværs af fagligheder, afdelinger og kulturer er i dag en afgørende konkurrenceparameter. Det er en forudsætning for, at virksomheden kan stå stærkere i markeder under hurtig forandring grundet globalisering, digitalisering og kunders stigende krav om bæredygtige løsninger.

Men samarbejdet kan også give udfordringer, der er vanskelige at håndtere. Der er derfor behov for at finde nye veje til at håndtere samarbejdet og udfordringerne for derved skabe nye og innovative løsninger.

Målet med faget er at give dig værktøjer til at fremme samarbejdet på tværs i organisationen mellem generalister og specialister, som står stærkt i deres fag. På den måde bliver du en frontløber, som er i stand til omsætte virksomhedens strategi til konkrete værdiskabende udviklingsaktiviteter.

Gå direkte til tilmelding

Udgangspunktet for faget er dit arbejde i et tværfagligt team sammen med dine medstuderende. I skal aktivt forholde jer til de overordnede udviklingstendenser og egen hverdagspraksis og ud fra disse identificere og skabe nye muligheder, der efterfølgende kan implementeres hjemme i virksomheden.

Gennem faget får du en dybere forståelse for din egen rolle og muligheder i forhold at indgå i tværfaglige teams som projektleder eller -medarbejder. Du får redskaber til at facilitere teams og dermed bidrage til samspillet mellem fagligheder, som medfører udvikling og innovation i hverdagen.

Fagets metode er udviklet i et samarbejde mellem The Norwegian University of Science & Technology (NTNU) og Erhvervsakademi Aarhus. NTNU har i mere end 15 år arbejdet med udvikling af tværlige samarbejdskompetencer for bl.a. ingeniørstuderende.

Der vil undervejs i forløbet være lejlighed til at møde studerende fra akademiets andre uddannelser, der gennemfører et lignende forløb i efteråret som en del af akademiets talentprogram.

Målgruppe

Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser er for dig, der gerne vil medvirke til at øge innovationshøjden i virksomheden ved at involvere personer med forskellige fagligheder i udviklingsarbejdet og styrke samarbejdet i tværfaglige teams.

Faget er målrettet medarbejdere og ledere, der arbejder med virksomhedens udviklings- og innovationsopgaver. Du har en hverdag præget af krav om vækst, fremdrift, resultater og bundlinje. Du ser et behov for at understøtte og gentænke udviklings- og innovationsprocesserne i virksomheden for at kunne styrke virksomhedens agilitet og forretningsmuligheder. Du ser samarbejdet som en helhed, der både tilgodeser faglige, personlige og forretningsmæssige hensyn i effektive innovationsprocesser.

Indhold

  • Tværfagligt teamsamarbejde
  • Egen rolle, faglighed og bidrag i tværfagligt teamsamarbejde
  • Gruppedynamikker
  • Facilitering af tværfagligt teamsamarbejde i innovationsprocesser
  • Udvikling af innovative løsninger baseret på forskellige fagligheder

Dit udbytte

Når du har taget faget kan du bl.a.:

  • blive virksomhedens ekspert i samarbejde på tværs af fagligheder
  • bringe dine egne kompetencer i spil i et teamsamarbejde
  • gennemføre en tværfaglig innovationsproces i praksis
  • tænke nyt på tværs af faggrænser, hvor du bruger dine innovative kompetencer i samarbejde med kollegaer og andre samarbejdspartnere.
  • håndtere de muligheder og udfordringer, der nemt opstår i et tværfagligt samarbejde

Eksamen og ECTS

Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser afsluttes med en mundtlig prøve på baggrund af en erhvervscase. Der er intern bedømmelse. Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser giver 5 ECTS-point.

Hel uddannelse, eller enkeltstående forløb

Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser er et fag på akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion, der er en del af fagområdet for service, produktion, it, bygge og anlæg. Faget kan også indgå som valgfag på andre akademiuddannelser, eller du kan tage det som et enkeltstående forløb.

Tværfagligt teamsamarbejde og innovationsprocesser er ikke en del af den nuværende studieordning. Den endelige beskrivelse kommer i den reviderede studieordning for akademiuddannelsen i innovation, produkt og produktion.

Tilmeld dig hurtigst muligt

Tilmeldingsfristen er 14 dage før startdato. Hvis tilmeldingsknappen er synlig - også efter fristen - betyder det, at du stadig kan nå at tilmelde dig, fordi vi har ledige pladser. Vi opfordrer dog altid til, at du tilmelder dig i så god tid som muligt for at sikre oprettelse af faget.