Mælkeproducenten og jordbrugsteknologen

Mælkeproducent Per Østergaard fra Hjørring er blandt de få mentorer, der er blevet udvalgt af sin mentee.

24-årige Andreas Larsen læser til jordbrugsteknolog med speciale i agro business management. De studerende herfra vælger som de eneste deres egen mentor. Øvrige studerende bliver tildelt en af deres undervisere efter at have udfyldt et spørgeskema.

Hvorfor valgte du Per Østergaard som din mentor?

”Fordi Per er en spændende person; han er en succesfuld mælkeproducent, laver udviklingsarbejde i udlandet, og så var han min første læremester, dengang jeg uddannede mig til landmand. Så vi kendte jo hinanden i forvejen, og heldigvis sagde han ja, da jeg ringede og spurgte, om han ville være min mentor.”

Per, hvad vil du gerne hjælpe Andreas med?

”Jeg håber, jeg kan hjælpe Andreas med at nå nogle af sine mål og undgå nogle af de samme huller, som jeg har været faldet i.”

Per og Andreas har aftalt at mødes til deres første, officielle mentormøde på Pers gård i Hjørring en lørdag i marts.