Forretningskvinden og professionsbachelorstuderende i international handel og markedsføring

Anna Marie Hejlsberg er indehaver af firmaet Salesboost, der sælger salgstræning og hjælper virksomheder med at øge deres omsætning. Noget af sin beskedne fritid bruger hun på at være mentor.

Anne Marie er med i erhvervsakademiets mentorprogram for andet år i træk og har i år fået Jesper Lyngholm Hansen som sin mentee. Jesper læser til professionsbachelor i international handel og markedsføring og har meldt sig for at udfordre sig selv.

”Man er jo altid lidt nervøs inden det første møde, for hvad nu hvis kemien ikke passer. Men det skal nok gå,” siger den 25-årige studerende og kigger spændt over på sin 52-årige mentor.

Men hvad får en travl erhvervsdrivende til at bruge tid og kræfter på at engagere sig i en fremmed, ung mand?

”Det er jo fantastisk at møde den her energi, gejst og gåpåmod. Det er en berigelse,” siger Anna Marie, der har læst en akademiuddannelse i HR på Erhvervsakademi Aarhus og den vej blev opfordret til at være mentor.

Men hvad får så Jesper til at melde sig?

”Jeg ønsker at udvikle mig personligt og blive mere afklaret omkring, hvilken karrieremæssig retning, jeg skal tage. Dette er en god anledning til at presse mig selv og komme ud af min komfortzone. Anna Marie virker som en meget mere udadvendt person end mig, så jeg tror, det bliver godt. Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at være 100 pct. ærlig,” siger Jesper og skåler på det.