”Du skal have drive, engagement og interesse”

Martin, Kasper og Alexander studerer på 2. semester på iværksætterlinjen. De har alle tre valgt uddannelsen for at afprøve deres iværksætterdrømme i praksis.

Kasper: ”Jeg vil rigtig gerne etablere og sætte gang i noget, som jeg selv er en del af. Der er meget mere udfordring i at lege med sine ideer og realisere dem, som vi får mulighed for her.”

Alexander: ”Jeg har aldrig set mig selv i et almindeligt job. Jeg vil hellere have noget selv, hvor jeg får lov at bruge min kreativitet. Og her på uddannelsen får du lov at være kreativ samtidig med, at du får det teoretiske aspekt med.”

Danmarksmester i iværksætteri

I maj vandt Martin, Kasper og Alexander – sammen med deres makker Peder – DM i iværksætteri.

Kasper: ”Vi har udviklet et håndtag og en sikkerhedsline, som sættes på et barnevogns- eller klapvognsstel. Det er udviklet til dagplejemødre, som går tur i trafikerede områder med børn ved siden af vognen.”

Ideen kom på en cykeltur på vej hjem fra træning. Her så drengene en dagplejemor på tur, med børn omkring vognen.

Alexander: ”Det er et produkt, som kan redde liv. Vi lavede en markedsundersøgelse, hvor vi ringede rundt til dagplejemødre, som fortalte historier om børn, der gav slip og løb ud på kørebanen. Der fandtes greb på markedet i forvejen, men de var alt for dyre og upraktisk og blev derfor ikke brugt. Det ville vi lave om på.”

Lige nu arbejder de på at få produktet sikkerhedsgodkendt.

Martin: ”Jeg håber, vi kan få produktet solgt, og at det kommer ud på markedet, hvor nogen får glæde af det. Så vil det være rigtig godt, hvis vi får lidt at komme videre med, så vi kan gå i gang med noget nyt. Men det bedste er, at vi får den erfaring med os videre, at vi rent faktisk har prøvet at få et produkt på markedet.”

Man skal give noget af sig selv

Iværksætterlinjen er ifølge drengene for dem, som har stort engagement og et drive til et yde noget ud over det sædvanlige.

Martin: ”Når du går på iværksætterlinjen, så skal du havde drivet i kroppen. Det kræver virkelig, at man præsterer noget selv og yder noget ud over det sædvanlige.”

Alexander: ”Hvis man vil have noget ud af det, så skal man give noget af sig selv. Man skal turde tage chancer og satse.”

Martin: ”Det kræver, at man er villig til at ofre noget af sin fritid. Det er tidskrævende – og også økonomisk krævende. Hvis man vil noget med sin virksomhed, så er det jo nødvendigt at skyde lidt penge i det.”

Kasper: ”Før DM betalte vi at få lavet en prototype af vores produkt – og det betalte vi selv.”

Ifølge drengene er en af de største fordele ved uddannelsen, at de får styrket deres netværk.

Alexander: ”Netværk er virkelig vigtigt – det skal du være god til. Du skal turde tage telefonen og ringe og spørge om noget. Og det er jeg blevet meget bedre til.”

Kasper: ”Erhvervslivet har været meget åbne over for os og det, at vi er studerende med en nystartet virksomhed. Det er der mange, som synes er fedt.”

Nemmere at koble teori og praksis

På iværksætterlinjen er der typisk undervisning om formiddagen, og eftermiddagen er reserveret til arbejde med opgaver eller projekter.

Alexander: ”Den største fordel er, at det er meget nemmere at relatere teorien til praksis – for du har jo virksomheden og alle dens udfordringer helt tæt på. Man tænker hele tiden: Det kan vi da godt bruge, og den viden er god at have. Og underviserne er til rådighed - man kan bare ringe til dem, hvis man har spørgsmål.”

Alexander: ”Den største udfordring er at finde ud af, hvor meget tid man skal bruge på virksomheden, og hvor meget tid man skal bruge på den almindelige skolegang. Virksomheden kommer bare til at fylde rigtig meget.”

Kasper: ”Når man har en virksomhed, skal man jo tage telefonen når den ringer. Så kan man ikke vente til timen er færdig.”

Alexander: ”Uddannelsen har givet mig en god fornemmelse for, hvad der kan realiseres i virkeligheden. Det jeg har lært mest om er, hvordan du finder den gode og realiserbare ide – og hvordan du griber det hele an.”

Praktik i udlandet

Om et halv år skal drengene i praktik, og de er ikke i tvivl om, at de vil til udlandet.

Alexander: ”I udlandet får man mange flere brugbare erfaringer – og et udlandsophold er godt at skrive på CV’et. Vi har været i Spanien og udarbejde en markedsanalyse for vores produkt – og det viste bare, at der er en helt anden kultur og vores produkt passer nok ikke så godt ind dernede, hvor der er tradition for, at familien passer børnene. Det er virkelig spændende at få øjnene op for den internationale vinkel.”