Hverdagen på studiet

Gruppearbejde, klasser med 30 studerende i hver, meget dialog- og casebaseret undervisning, tæt kontakt til reelle virksomheder og tæt kontakt til underviserne. Det er hverdagen som studerende på Erhvervsakademi Aarhus.

At undervisningen foregår i klasser er et godt udgangspunkt for at skabe et godt socialt studiemiljø. Der er altid liv på erhvervsakademiet, hvor det summer af studerende, der deltager i undervisning og arbejder med projekter.

En uddannelse tæt på praksis

Vi gør alt for, at du som studerende bliver klædt optimalt på til at varetage et job i erhvervslivet. Derfor samarbejder vi med reelle virksomheder, som kommer og fortæller om deres erfaringer, eller som vi tager på virksomhedsbesøg hos.

På hvert semester skal du samarbejde med en virksomhed om et projekt. Du kan specialisere din uddannelse ved at vælge virksomheder, du interesserer dig for.

Praktikken på 4. semester en oplagt mulighed for dig for at få foden inden for i den branche, du ønsker at få job i efterfølgende, og lære mere om de konkrete arbejdsopgaver.

Jeg kan godt lide, at studiet er så tværfagligt. Underviserne er dygtige til at give os gode projekter, hvor man blander fagene markedsføring, økonomi, erhvervsret og organisation sammen. Det er med til at give en helhed i den sidste ende. Jeg håber, jeg kan få det hele i spil, når jeg snart skal i praktik i en marketingafdeling.

— Christina

Dialog- og casebaseret undervisning

Vi er stolte af, at vi kan tilbyde dig meget undervisning. Underviserne giver altid plads til spørgsmål, debat og kommentarer – ligesom de gerne hjælper med faglige problematikker i gruppe- og projektarbejdet.

I en stor del at undervisningen får du mulighed for at løse opgaver med udgangspunkt i den teori, I arbejder med lige nu. Fagene er anvendelsesorienterede, og du bliver trænet i at anvende teorien til at løse konkrete opgaver.

Du kommer til at arbejde meget i grupper. På denne måde mener vi, at vi bedst forbereder dig på arbejdsformen i arbejdslivet efter studiet.