Henrik rejser ud i verden med sit finansstudie

På Erhvervsakademi Aarhus er der utallige muligheder for at få internationale erfaringer under studiet. Mød Henrik Kristensen, der har været på semesterophold i Holland, i praktik i Thailand og på sommerskole i Malaysia.

De bagerste sider i Henrik Kristensens rødbedefarvede pas tæller stempler fra alverdens lufthavne. Malaysia, Bangkok, Chang Mai og Amsterdam er blot nogle af de destinationer, han har rejst til under sit studie.

”Jeg er lidt af en oplevelsesjunkie,” siger Henrik, der opfordrer andre til at gøre det samme.

”Tænk engang at få lov til at opleve verden samtidig med, at man uddanner sig. Det giver så utrolig mange oplevelser og værdifulde erfaringer. Man får et internationalt netværk, masser af venner, lærer sprog, bliver god til at tilpasse sig og lærer at begå sig i andre kulturer. Der er så mange muligheder for at rejse ud under ens uddannelse, så hvorfor ikke gøre det?”

Læs mere om udlandsophold (på engelsk)

Studerende i Amsterdam

Henrik er opvokset i en landsby uden for Viborg og holdt som barn altid ferie i Danmark. Efter gymnasiet flyttede Henrik hjemmefra, men ikke til en af de større, danske universitetsbyer. Han flyttede til Dublin for at arbejde som it-supporter for IBM’s irske afdeling. Siden da har Henrik efterlevet sit motto om ikke at bo det samme sted i mere end to år.

”Måske er det manglen på udlandsrejser som barn, der gør, at jeg nu tager revanche,” konstaterer han.

Den 28-årige finansbachelorstuderende har tilbragt halvdelen af sin studietid i udlandet. Allerede på 3. semester bød den første rejsemulighed sig.

”Det internationale kontor hjalp mig med at arrangere det hele, og jeg fik endda et Erasmus-legat med i rygsækken. Mange af mine medstuderende ville gerne til Cypern, men jeg ville et sted hen, hvor de havde engelsk som deres andet sprog, og hvor undervisningen var på højde med eller højere end her. Derfor valgte jeg Berlin som min første prioritet og Amsterdam som min anden.”

Henrik kom til Hogeschool van Amsterdam, Amsterdam University of Applied Sciences.

”Det var lærerigt at blive undervist på engelsk. Undervisningsformen var ret lig med den, jeg kendte hjemmefra med klasseundervisning, gruppearbejde og teori, der relateres til praksis. Det var derfor på ingen måde et kulturchok at være studerende i Amsterdam, selvom jeg i nogle af de klasser, hvor jeg fulgte fag, var den eneste udlænding.”

Praktik i Thailand

Da Henrik på 5. semester skulle i praktik, trak udlandet igen, og Henrik tilbragte et halvt år som praktikant i en dansk it-virksomhed i Chiang Mai i Thailand.

”Jeg arbejdede primært sammen med danskere og havde det virkelig godt i Thailand. Det var en fantastisk tid, og jeg lærte vildt meget.”

Henrik arbejder stadig for firmaet sideløbende med sit studie og har fået lovning på et fuldtidsjob samme sted, når han dimitterer.

Næste stop Malaysia

Om få uger sidder Henrik igen højt oppe over skyerne i et fly – denne gang med kurs mod den sydøstasiatiske millionby Kuala Lumpur. Her skal han sammen med 19 medstuderende fra Erhvervsakademi Aarhus og malaysiske studerende deltage i Summer School. Efter opholdet flyver Henrik videre til Chiang Mai for at skrive sin bacheloropgave i samarbejde med VSIGroup, hvor han var i praktik og nu har fået fast arbejde.