Jordbrugsteknologuddannelse gav flere jobmuligheder for agrarøkonom

En jordbrugsteknologuddannelse blev springbræt til drømmejobbet for 26-årig agrarøkonom, og flere går nu i gang med den uddannelseskombination.

Et års intensivt studie. Mere skulle der ikke til, før 26-årige Andreas Heegaard stod med fire attraktive jobtilbud på hånden.

"Jeg er overrasket over, hvad jordbrugsteknologuddannelsen har gjort ved min jobprofil. Det har forbedret mine jobmuligheder væsentligt," konstaterer Andreas, der er faglært landmand, agrarøkonom, og har føjet jordbrugsteknolog til cv'et – oven i købet med et flot 12-tal for sit eksamensprojekt om strategi i landbrugsvirksomheder.

Fra agrarøkonom til jordbrugsteknolog på kun 1 år

Opskriften på Andreas’ attraktive uddannelsesprofil er en agrarøkonomuddannelse plus en jordbrugsteknologuddannelsen med økonomi som studieretning. Agrarøkonom er landbrugets lederuddannelse. Men Andreas drømte hverken om at blive leder eller selvstændig landmand. Han ville være rådgiver.

Derfor søgte han ind på jordbrugsteknologuddannelsen, og da Andreas havde haft driftsøkonomi på agrarøkonomuddannelsen, fik han et års merit og kunne dermed tage uddannelsen på bare et år.

Har allerede nyt job på hånden

Og Andreas har allerede et godt job på hånden. Han starter i en juniorkonsulent-stilling hos LMO i Søften uden for Aarhus. Her skal han udarbejde budgetter og årsrapporter, og give driftsøkonomisk rådgivning til midt- og østjyske landmænd med svinebedrifter.

Ifølge Andreas’ nye chef, Leif Davidsen Hansen, der er afdelingschef for drift og ejendom hos LMO i Søften, bliver der i fremtiden brug for konsulenter med en stor faglig, teoretisk og praktisk indsigt.

"Landmænd står i dag over for store udfordringer, og derfor er det vigtigt, at vores konsulenter har så bred en faglig ballast som muligt," understreger han.

Sikre fremtiden med en bredere uddannelsesprofil

Flere agrarøkonomer vælger jordbrugsteknologuddannelsen, og ifølge uddannelseschef Lars Villemoes bliver der fremover efterspørgsel på lige præcis denne uddannelseskombination.

"Det er i dag ikke nemt at etablere sig som selvstændig landmand på grund af den økonomiske situation, og derfor tænker flere på at sikre deres fremtid med en bredere uddannelsesprofil, som giver flere jobmuligheder. Samtidig efterspørger erhvervslivet rådgivere med en praktisk, økonomisk og ledelsesmæssig profil – og det får man med agrarøkonom plus en jordbrugsteknologuddannelse."