1. semester

På første semester kommer du til at arbejde med innovation og udvikling, og du lærer at lede en nystartet virksomhed. Samtidig får du viden om praktisk virksomhedsdrift inden for teambuilding, salg, markedsføring, økonomistyring og it.

Som afslutning på semesteret skal du sammen med dit virksomhedsteam udarbejde en innovationsplan baseret på en af de ideer, I har udviklet i løbet af semestret. Der vil være en mundtlig eksamen, som tager udgangspunkt i innovationsplanen.

Læs mere om fagene på semesteret herunder:

Innovation og udvikling

15 ECTS

Du bliver introduceret til forskellige teorier og metoder og får mulighed for at reflektere over deres anvendelighed i praksis. Vi tager udgangspunkt i konkrete cases fra fagområdet inden for innovation og entrepreneurship. Du lærer at mestre de færdigheder, der er nødvendige for at gennemføre kreative og innovative processer. Du får kompetencer til at identificere og udnytte muligheder, og du lærer at udarbejde en forretningsplan. Derudover får du indblik i videnskabsteori og metode.

Den nystartede virksomhed

5 ECTS

Du får konkrete værktøjer, så du kan omsætte idéer og muligheder til konkrete projekter og virksomheder. Du lærer at etablere, anvende og vedligeholde et netværk med relevante interessenter, som kan få stor betydning for din virksomheds gennemslagskraft.

Praktisk virksomhedsdrift

10 ECTS

Du får grundlæggende viden inden for markedsføring, kunderelationer, økonomi og it, så du kan administrere den generelle drift i en virksomhed.

Faget tilrettelægges som et differentieret undervisningsforløb, hvor der tages hensyn til de studerendes forskellige adgangsgivende uddannelser. Din egen faglige baggrund og faget ”praktisk virksomhedsdrift” sætter dig i stand til at varetage den generelle drift af en nyetableret virksomhed. Du får desuden kompetencer til at indgå i virksomhedsetablering med medstuderende eller andre, som kommer med en anden faglig baggrund end din egen.