Praktik

På 3. semester skal du i praktik i en virksomhed

I din praktik afprøver du dine nye færdigheder i en virksomhed og får indsigt i fremtidige arbejdsopgaver og karrieremuligheder. Du får koblet din teoretiske viden med praktisk erfaring og styrker samtidig dit CV.

Du kan enten vælge at tage praktikken i din egen virksomhed eller i en eksisterende virksomhed.

Praktik i egen virksomhed: Entrepreneurship

Vil du i praktik i din egen virksomhed, bliver du tilknyttet et iværksættermiljø, som fx Incuba Science Park. Her får du en kontorplads og møder andre iværksættere og folk fra erhvervslivet. Du får indspark og idéer til videreudvikling af din idé og din virksomhed.

I løbet af uddannelsen møder du en række erfarne iværksættere og andre fra erhvervslivet, som du kan trække på som sparringspartnere under praktikken.

Inden praktikken skal du have godkendt en forretningsplan for din virksomhed og dine mål for praktikperioden. Du skal have tilknyttet et advisory board, som guider dig til at nå dine mål.

Praktik i en eksisterende virksomhed: Intrapreneurship

Du kan også vælge at tage i praktik i en eksisterende virksomhed, fx i en udviklingsafdeling, i en nystartet virksomhed eller som en del af et udviklingsprojekt. Du skal vælge en virksomhed, som har et behov for at få løst opgaver inden for innovation, udvikling af nye løsninger, produkter og processer, forretningsudvikling eller lignende opgaver. 

Eksempler på praktikvirksomheder

Din praktik kan foregå i en virksomhed i Danmark eller i udlandet. Her kan du se eksempler på praktikvirksomheder:

Møllerup Gods
Netbooster
AS3
Novicell
Aarhus Teater
Kiloo
Kidvertising
DOKK 16
Advance
Conversio
Holstebro kommune
Kvindemuseet

Samarbejde med mange virksomheder

Erhvervsakademi Aarhus har et tæt samarbejde med en lang række private og offentlige virksomheder. Kontakten til erhvervslivet skaber praksisnær undervisning – til glæde for både studerende, uddannelsen og virksomhederne.

Du oplever først og fremmest samarbejdet med erhvervslivet i forbindelse med projektarbejde og praktik. Vi inviterer også gæsteundervisere indenfor, der bidrager med deres erfaring og det sidste nye fra erhvervslivet. Til eksamen benytter vi også gerne censorer fra erhvervslivet.