Iværksætterstuderende skal hjælpe Vardes erhvervsliv

12 studerende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship skal hjælpe seks virksomheder i Varde med innovation og forretningsudvikling

jv.dk: Studerende giver Varde-virksomheder innovationstjek
dr.dk: Unge ser firmaer efter i sømmene

En af dem er 23-årige Doris David (øverst til venstre). Sammen med to medstuderende skal hun de næste tre måneder hjælpe Varde Erhvervs- og Turistråd med konkrete udviklingsprojekter. 

Samarbejdet er en win-win situation. Virksomhederne får adgang til den nyeste viden om innovation og entreprenørskab, og de studerende får afprøvet teorien i praksis og bliver en potentiel arbejdskraft for virksomhederne. 

”Jeg forestiller mig, at organisationen vil tage imod os med åbne arme og lytte til vores ideer,” siger Doris. 

Innovation og forretningsudvikling 

Varde Erhvervs- og Turistråd er én af de seks virksomheder, der har takket ja til tilbuddet. Direktør Per Rask Jensen forventer, at de studerende kan bidrage med den nyeste viden inden for it- og oplevelsesøkonomi. 

”Vi har behov for at få input til, hvordan vi produkt- og forretningsudvikler vores informationsmateriale og digitale platforme såsom apps, infostandere, reklamefilm osv. Vi vil gerne udnytte de nye teknologier til at skabe forretning, og eftersom de studerende er både innovative og forretningsorienterede, tror vi på, at de kan bidrage positivt,” siger han. 

Udover Varde Erhvervs- og Turistråd har IT Planeten, Letbæk Plast, Varde Forsyning, Brink Smede & VVS A/S og Anneberg Limtræ A/S sagt ja tak til de studerendes hjælp. 

Drift vinder over innovation

Hos Sydbank i Varde er regionsdirektør Finn Christensen begejstret for det nye samarbejde. 

”Jeg forventer, at de studerende kommer med et nyt syn på tingene og kan tilføre virksomhederne en tiltrængt saltvandsindsprøjtning,” siger han. 

Ifølge regionsdirektøren er Vardes erhvervsliv – i lighed med en stor del af landets øvrige erhvervsliv – udfordret på flere områder. 

"Som bankmand kan jeg se, at mange virksomheder generelt har for travlt til at forholde sig til de langsigtede perspektiver. Pga. finanskrisen er der skåret i ressourcerne og effektivitetsniveauet er øget, men det kniber med både tid og midler til at produktudvikle, og skabe de produkter, som virksomhederne skal leve af i fremtiden.” 

Gøre en forskel

Også Varde Kommune bakker op om samarbejdet. Det gør man for at sikre kvalificeret arbejdskraft, øge tilflytningen og styrke virksomhedernes vækstmuligheder. Det fortæller Vardes borgmester Gylling Haahr (V). 

”De unge dygtige mennesker gør en forskel. Erfaringer viser, at fornyelseskraften og lysten til innovation er større i virksomheder, der har eller samarbejder med unge mennesker med en længerevarende uddannelse,” siger borgmesteren. 

Projektet er et samarbejde mellem Erhvervsakademi Aarhus, Varde Kommune og Sydbank Varde. Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise støtter projektet med 75.000 kr.