Rift om finansbachelorpraktikanter

Finansbachelorstuderende er efterspurgte som praktikanter. I år fik alle 63 studerende på 4. semester en praktikplads mere end to måneder inden, deres praktikforløb starter. Derfor starter 111 nye studerende på uddannelsen i august 2013.

22-årige Steffan Petersen fik en praktikplads som en af de første. Kontrakten blev skrevet under hele otte måneder inden, praktikperioden starter. 15. august starter han hos Jyske Bank, hvor han skal være i fem måneder.

”Den dag Jyske Bank tilbød mig pladsen, fik jeg tilbud om at komme til samtale hos en konkurrerende bank. Jeg valgte dog at takke nej til samtalen, da jeg allerede havde besluttet mig for Jyske Bank,” fortæller Steffan.

Ligesom Steffan har de 62 andre studerende fra årgangen også skrevet under på en praktikaftale mere end to måneder inden, de starter i praktik.

Udsolgt af praktikanter

Flere virksomheder har ifølge praktikkoordinator Maria Mols måtte gå forgæves efter praktikanter:

”De har kontaktet os for at høre, om vi kunne tilbyde praktikanter. Men på det tidspunkt var alle vores studerende afsat. Det er gået rigtig stærkt i år,” konstaterer hun.

En af de virksomheder, der gerne ville have ansat flere praktikanter, er Topdanmark A/S. Selskabet havde 14 praktikpladser, men de fik kun besat de ni.

”Vi fik 28 ansøgninger og havde 19 til samtale. Vi ville gerne have ansat endnu flere, men de havde allerede fået praktikplads andre steder. For at sikre, at vi får flere praktikanter næste år, har vi allerede nu taget hul på rekrutteringen til praktikforløbet i efteråret 2014,” fortæller HR-konsulent Grete Flinker Bisgaard.

Ansætter mange praktikanter i faste stillinger

Topdanmark har haft 30 finansbachelorstuderende i praktik foruden de ni, der starter i august. Heraf er 20 i dag ansat i faste stillinger eller som studentermedhjælpere.

”Det, der gør finansbachelorerne gode, er, at de har forsikringsfag på uddannelsen. Derfor har de allerede et højt fagligt niveau, når de starter hos os,” siger Grete Flinker Bisgaard.

Læs mere om finansbacheloruddannelsen >>