Videreuddan dig på deltid

Brancher

Forsikring

Som finansbachelor meriteres du for en betydelig del af uddannelsen til eksamineret assurandør. For at kalde dig eksamineret assurandør mangler du 3-4 mundtlige eksamener og/eller 1–3 undervisningsforløb på Forsikrings­akademiet (afhængig af, hvad du ønsker at specialisere dig indenfor). Et specifikt uddannelsesforløb vil være noget, du vil kunne afklare, når du kommer i job.

Ejendomshandel

For at blive optaget i ejendomsmæglerregistret, mangler du som finansbachelor akademifaget "omsætning af fast ejendom". Du skal have mindst 1½ års relevant erhvervserfaring for at læse dette fag (Det normale krav er to års erhvervserfaring, men din praktik tæller ½ år - det gælder dog kun, hvis du har taget din praktik i Danmark).

Efter gennemført uddannelse kan der søges om optagelse i ejendomsmæglerregistret hos Erhvervs- og Bygge­styrelsen og medlemskab af DE.

Bemærk, at brancheretningsfagene A og B indeholder fagelementer, der kvalificerer dig til at blive erhvervsmægler. Der er i dag ikke de samme formelle krav til erhvervsmæglere. 

Bank

Her bliver du efter endt uddannelse ansat i en bank i et trainee-forløb, hvor du vil blive introduceret til forskellige elementer af bankverdenen. Der vil være forskellige forløb alt efter, hvilken bank du ansættes i, og hvilke områder, du ønsker at specialisere dig indenfor.

Ejendomsadministration

Vælger du at specialisere dig inden for ejendomsadministration, vil du fagligt have været igennem et forløb, der svarer til uddannelsen som ejendomsadministrator - en privat uddannelse udbudt af Ejendomsforeningen Danmark. 

Obligatoriske fag på ejendomsadministratoruddannelsen er:

  • Introduktion til ejendomsadministration - indeholdt i valgfag A og B (brancheretningsfagene) samt i faget rådgivning og etik)
  • Administration af boligudlejningsejendomme I - indeholdt i valgfag A og B
  • Administration af boligudlejningsejendomme II - indeholdt i valgfag A og B
  • Ejendomsregnskaber og ejendomsskatter - indeholdt i valgfag A og B.

Valgfrie fag:

  • Andelsboligforeninger og ejerforeninger (indeholdt i valgfag A og B)
  • Erhvervslejeret (indeholdt i valgfag A og B)
  • Ejendomsinvesteringer og finansiering (delvist indeholdt i faget ejendomsfinansiering)

Revision

Her kan du vælge at arbejde mod at blive registeret eller statsautoriseret revisor. 

Registeret revisor: For at blive registreret revisor skal du tage alle de obligatoriske fag på første år af revisorkandidatuddannelsen (cand.merc.aud.). Derefter skal du skrive en hovedopgave på ca. 50 sider og bestå eksamen på uddannelsen til registreret revisor. Du skal desuden have mindst tre års praktisk arbejde hos en registreret revisor.  Endelig skal du bestå en særlig kvalifikationseksamen, som arrangeres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Statsautoriseret revisor: Du skal i første omgang læse cand. merc. aud. Herefter skal du indstille dig til den skriftlige og mundtlige prøve til statsautoriseret revisor. Det kræver: (1) at revisorkandidateksamen (cand.merc.aud) er bestået, (2) at der højst er gået otte år efter udløbet af det kalenderår, hvori revisorkandidateksamen er bestået, og (3) deltagelse i mindst tre år efter det fyldte 18. år i udførelse af opgaver, der vedrører revision af årsrapporter eller tilsvarende regnskabsrapporteringer i en statsautoriseret revisionsvirksomhed og således at mindst 2 år er foregået efter at revisorkandidatuddannelsen er bestået.

Alt dette er noget, du vil få mere at vide om, når du ansættes på i et revisionsfirma.