Jacob og Emil gror grøntsager i gamle containere

To studerende i innovation og entreprenørskab fra Erhvervsakademi Aarhus står bag idéen Urban Roots, som er bæredygtig produktion af grøntsager i containere med LED-lys.

I ø-haven på Aarhus Havn står en hvid container. Tidligere har den levet sit liv som skibscontainer, men nu skal den være med til at redde verden.

De to studerende Jacob Kolding og Emil Stilling fra professionsbachelor i innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus kalder projektet for Urban Roots.

Ved at dyrke grøntsager og urter i containere under kunstigt lys kan der produceres meget mere på få kvadratmeter, og vandet kan genbruges, så vandspildet minimeres. Planterne får al den vand og næring, de skal bruge uden brug af jord. Teknikken hedder 'hydroponic'.

Inspiration fra Japan og USA

I første omgang indretter de containeren med 40 ombyggede nedløbsrør, hvori de så vil plante en række forskellige salater og urter. Containerne kan placeres alle steder uanset vejr og klima. Det giver muligheder for projektet i en tid, hvor jorden står over for en række klimaforandringer.

"Idéen er egentlig inspireret af, at de i Japan og USA har de her store varehuse og lagerbygninger, hvor de producerer en masse grøntsager ved hjælp af hydroponic-systemer," siger Jacob Kolding til TV2 ØSTJYLLAND.

"Det har vi så taget og kogt sammen. Vi tænkte, det ville være smart at bruge det i en container, for der kan vi producere og transportere den lige derhen, hvor der er et behov for en planteproduktion af grøntsager," fortæller han.

Støttet af priser og fonde

De to unge iværksættere har indtil videre fået støtte fra fire forskellige priser eller fonde, der tilsammen har givet dem næsten 100.000 kroner til projektet. Halvdelen af dem kommer fra elselskabet NRGi og deres værdipulje.

"Urban Roots er et godt eksempel på, hvordan man på en ressourcemæssigt bæredygtig måde kan producere grøntsager midt inde i byen," siger bestyrelsesformand i NRGi, Eva Ryberg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Projektet med containeren kører indtil december.