Flyttekasse- og kaffegrums-iværksættere med i kapløb om innovationspris

To iværksætter-teams fra Erhvervsakademi Aarhus dyster om 'Innovationsprisen 2017' og en check på 50.000 kr. til at realisere deres idé. Nu kan du stemme på dem.

15 semifinalister - to af dem fra Erhvervsakademi Aarhus - er udvalgt til at deltage i den årlige konkurrence Innovationsprisen 2017 for studerende på videregående uddannelser.

Søger 50.000 kr. til at realisere ide

I en online-afstemning konkurrerer de to iværksætterteams fra den 28. marts til den 1. april mod 13 andre udvalgte startups fra andre videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark.

"Vi er meget glade for at være valgt ud til at deltage i denne konkurrence og vil opfordre alle studerende på erhvervsakademiet til at gå ind på Innovationsprisen 2017, stemme og støtte DELEBOKS og GRUMS med et klik," siger studerende og partner i DELEBOKS Anders Wiese.

Låner flyttekasser ud gratis

Bag DELEBOKS står tre markedsføringsøkonomer med speciale i iværksætteri (billede). Drengene har allerede godt gang i konceptet, der går ud på at udlåne GRATIS, miljøvenlige flyttekasser, fremstillet af 100% genanvendt plast.

Forretning i kaffegrums

Det andet team fra akademiet, der medvirker i innovationskonkurrencen, hedder GRUMS og er startet af fire andre markedsføringsøkonomstuderende med speciale i iværksætteri. De ser ikke kaffegrums som et affaldsprodukt, men et genanvendeligt produkt til blandt andet kosmetikprodukter, som lugtfjerner, gødning, kompostering samt biobrændsel.